DTC-net.dk's Morten Alstrup har igen været arkiverne igennem, og har han fundet to spændende 'nyheder' med et år på bagen. Nyhed nr. 1:
I dag er det et år siden, at Volvo præsenterede sin hidtil største satsning i Danish Touringcar Championship. Det svenske mærke havde været med siden klassens start i 1999, men til 2003 skulle den have en ekstra skalle.
Resultatet blev, at Team Autoforum Motorsport fik officiel status som importørteam og tog navneforandring til Volvo Motorsport Danmark. Men det var ikke kun den danske importør, som blev involveret. Også den svenske fabrik kom til at spille en væsentlig rolle i 2003-set-uppet. På motorsportsafdelingen i Göteborg blev en spritny Volvo S40 opbygget og udstyret med den interessante 5-cylindrede motor, som mærket året forinden havde brugt i sin S60-model i European Touring Car Championship.
Det svenske engagement stoppede ikke bare her. Den 14. marts 2003 blev Pontus Mörth, Sverige, præsenteret som teamets kører, og denne cocktail var med til, at 2003 blev en af de bedste sæsoner for Volvo-mærket. Den svenske kører endte således på en sammenlagt trettendeplads, hvilket var den bedste individuelle placering til en Volvo-kører, siden hans teamchef Kent Bo Steffensen blev nummer otte i 1999, hvor der dog kun var femtende kørere, som scorede points!
Nyhed nr. 2:
Den 14. marts 2003 gik tre kendte navne sammen i et interessant team.
I dag er det et år siden, at tre kendte navne gik sammen i et meget interessant og anderledes team i Danish Touringcar Championship. Den dag kunne Thorkild Thyrring, England, nemlig offentliggøre, at han i 2003 skulle køre en nybygget Peugeot 307 GTI, som ville blive anmeldt af Team Brask International.
Thorkild Thyrring havde været med i DTC-serien siden 2000, men inden da var det blevet til mange flotte resultater på de internationale baner i bl.a. Sports 2000 og gruppe C2. Også hans nye anmelder havde mange flotte resultater bag sig i udlandet, men det var primært en række unge danske og udenlandske kørere, som bankmanden Lars-Christian Brask havde supporteret i den formende del af deres karriere. Således havde Jesper Carlsen og Allan Simonsen, begge England, nydt godt af deres Team Brask-sponsorat i deres karriere, efter at de havde forladt Danmark.
Den tredje af de kendte navne i det nye Team Brask International blev dog ikke offentliggjort den 14. marts 2003. Først da sæsonen kom i gang, blev det nemlig officielt, at det var den internationale biludlejningskæde, Avis, der var sponsor på bilen, som derfor blev rød og ikke gul. Dette havde ellers været den velkendte Team Brask-farve, som man også havde set på det Team Brask, som Carsten Leveau, København, havde indsat i Danish Touringcar Championship i 2000-2002. dtc-net.dk Læs mere om: Lars-Christian BraskThorkild ThyrringTeam Brask |