Danish Touringcar Challenge   30/09/04

Volvo indsætter to S60-racere i årets DTC-finale
Pontus Mörth får landsmanden Daniel Haglöf som makker i weekenden
Det er naturligvis titelkampen mellem Henrik Lundgaard, Hedensted, og Casper Elgaard, Århus, der har den største bevågenhed, når årets sæson i Danish Touringcar Championship slutter søndag på FDM Jyllands-Ringen. Men for ét team er årets DM-Finale også en succes i sig selv. Det er Volvo Motorsport Danmark, der denne gang er blevet tildelt en ekstra S60-racervogn fra den svenske fabrik.

"Det har meget at sige," indrømmer teamchef Kent Bo Steffensen. "Det bekræfter, at Volvo er interesseret i at indsætte to biler til næste år. Det havde vi hørt lidt rygter om i foråret, og dette her beviser, at det ikke bare er tom snak. Vi startede samarbejdet med Flash Engineering (udvikler af S60-racervognene, red.) og Volvo-fabrikken sidste år, og med resultaterne i år tror jeg mere og mere på, at samarbejdet vil udvide sig. Jeg var meget glad, da jeg fik at vide, at vi får en ekstra bil til finalen, og det viser også, at man fra Volvos side anerkender DTC som en superklasse."


Pontus Mörth bliver ikke ene om at repræsentere Volvo i DTC.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Da Volvo i juli meddelte det danske team, at man fik den ekstra bil, bekendtgjorde man samtidig, at bilen skulle køres af vinderen af den svenske S60 Challenge. Den titel sikrede Daniel Haglöf, Sverige, sig, mens DTC-cirkusset var på Padborg Park, men teamchefen ser ikke noget problem i, at man har foretaget udvælgelsen på denne måde.

"Jeg testede Daniel for to år siden på Ring Knutstorp, da vi ledte efter en chauffør til 2003," fortæller Kent Bo Steffensen om sin nye chauffør. "Han satte sig bare ind i bilen og gav den kniven med det samme. Han er knivskarp, men er selvfølgelig også hæmmet af ikke at have kørt i klassen før. Men der er ingen tvivl om hans talent, for ellers vinder han ikke S60 Challenge to gange."


Daniel Haglöf debuterer i DTC i weekenden.
(Foto: DTC-Net.dk)

Den snart 26-årige svensker møder godt forberedt op til sin debut i Danish Touringcar Championship. I forrige uge stiftede han for første gang bekendtskab med FDM Jyllands-Ringen i sin normale bil fra S60 Challenge-serien, ligesom han også havde sin første test i den 270 hk stærke Volvo S60 på Karlskoga. I denne uge følger yderligere testkørsler med bilen.

At arbejde med svenske kørere er ikke noget nyt for Volvo Motorsport Danmark, for i de to seneste sæsoner har man haft Pontus Mörth, Sverige, som sin enlige chauffør. Sidste år bag rattet af en Volvo S40, og i år i en langt mere konkurrencedygtig Volvo S60, og det har ført til den mest succesfulde sæson til dato for Volvo i Danish Touringcar Championship.

"Det er ikke kun bilen, der har gjort det. Flash Engineerings teamchef Christian Dahl har taget os i lære og hjulpet os med at lave nogle arbejdsplaner, som vi arbejder med. Mekanikerne ved fra torsdag morgen, hvad de skal lave gennem hele weekenden. Der er ikke nogen panik. Alle ved, hvad man har af arbejdsområder. Man lapper ikke ind over hinanden, og det har styrket vores team meget," siger Kent Bo Steffensen om baggrunden for teamets seneste succes. En succes der gerne skulle fortsætte ind i 2005.

"Vi afventer, om vi kan få to biler til næste år. Intet er afgjort endnu, og vi krydser fingrene for, at det vil lykkes. Alle boldene hænger i luften og falder forhåbentlig ned hos os, eller også springer ballonen, og det bliver ikke til noget. Men som det ser ud nu, er Pontus vores chauffør til næste år. Han har sagt ja med mindre Volvo går ind i WTCC. Pontus er ved at være kendt her i Danmark, så det vil være lidt tåbeligt at skifte ham ud med en anden."

Korte fakta:

  • Daniel Haglöf bliver den femte svensker, der prøver kræfter med Danish Touringcar Championship. De to mest succesfulde landsmænd er Jens Edman og Pontus Mörth.
  • Daniel Haglöf vil personligt kun kunne kæmpe om placeringer, da udlændinge senest i årets tredje afdeling skal have haft deres første start i DM-serien for at kunne score points til kørermesterskabet.
  • Derimod scorer Daniel Haglöf points for Volvo Motorsport Danmark sammen med Pontus Mörth i teammesterskabet.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • 03/10/04 - Jyllandsringen - DTC weekend

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto