Regelrytteri fratager Team Essex sejren Det var John Nielsen, der kom først over stregen i finalen i søndagens DTC løb på Padborg Park. Efter flot kørsel i regnvejr troede han, at han havde vundet løbet. Men efter løbet opdagede John Nielsen at han var blevet idømt en straf på 20 sekunder for at overhale under gult flag. Sejren blev derfor arvet af Jens Edman og Peugeot. Problemet var bare, at John Nielsen ikke havde overhalet nogen under gult flag, og dommen blev derfor omstødt. Herefter protesterede Peugeot og Jens Edman over omstødelsen og fik medhold af juryen - dommen stod ved magt, uanset om den var rigtig eller ej.
Jonh Nielsen foran Casper Elgaard i pre-finalen. (Foto: Motorsporten.dk)
"Det er noget af det værste jeg har været ude for", lyder det fra en skuffet John Nielsen. "Jeg mener selv jeg kørte et godt løb i regnen og havde fortjent sejren. Jeg synes det er usportslig opførsel af Peugeot, og jeg håber de har en dårlig smag i munden over denne sejr. De valgte at protestere over omtødelsen, selvom de vidste at jeg ikke havde gjort noget forkert, og selvom jeg havde slået dem. De argumenterer med at Jens Edman satte farten ned, fordi han vidste, jeg havde fået en straf. Men hvorfor kører han så sin hurtigste omgang på det tidspunkt. Jeg kørte i øvrigt hurtigere end ham og kunne sagtens kontrollere afstanden ned til ham. Juryen skal reagere på protesten, når den kommer. Men de kan ikke tage noget op på eget initiativ. Hvis Peugeot ikke havde protesteret havde dommerens omstødelse stået ved magt", slutter John Nielsen.
John Nielsen i træningen. (Foto: Motorsporten.dk)
Også teamejer Peter Halvorsen er utilfreds med udfaldet af søndagens løb. "Ja vi er skuffede og det er jo meget trist specielt for John Nielsen", siger Peter Halvorsen, "Han kørte et fantastisk race i regnvejr, som vi alle ved er vanskeligt med vores Essex baghjulstrukne (biler) og han overhalede både Toyota og Peugeot i flot stil".
"Jeg ser to problemer. For det første: Det sportslige hvor John Nielsen vinder et løb, og en håbløs dommer dømmer gult flag, hvor der ikke er noget gult flag. Senere indrømmer dommeren dette og overdommeren ændrer til den rigtige sejr til John Nielsen. Dette bliver senere ændret, fordi juryen siger at en dom er en dom og kan ikke ændres selv om den er forkert. Det kan og vil vi sportsligt ikke leve med".
"For det andet: Det usportslige hvor Peugeot ligger protest selv om de ved at John Nielsen har vundet og kørt et fejlfrit løb er så usmageligt at vi burde boykotte samtlige løb de deltager i fremover! De har selv bevist at de er både useriøse og usportslige ved at sige, at deres protest var fordi Edman satte farten ned da han hørte om det gule flag........ NEJ han gjorde ej - hans hurtigste omgang i hele løbet var på NÆSTSIDSTE omgang og iøvrigt kørte John Nielsen DEN hurtigste omgang af alle", slutter Peter Halvorsen.
Casper Elgaard kæmper i finalen. (Foto: Motorsporten.dk)
For den regerende mester Casper Elgaard blev Padborg Park heller ikke nogen god weekend. "Generelt var det bare en dårlig dag - intet fungerede", siger Casper Elgaard. "I pre-finalen havde jeg problemer med bremserne. Men generelt følte jeg aldrig jeg kunne stole på bilen. Det var mere et spørgsmål om overlevelse end det var et spørgsmål om placeringer".
Casper Elgaard mistede den førsteplads i den samlede stilling han har haft hele sæsonen. Nu fører Jan Magnussen med en beskeden margin. Casper Elgaard er dog ikke så bekymret. "Jeg håber Jan Magnussen kommer til finalen på Jyllands Ringen. Så kan man ikke sætte en finger på titlen. Jeg har ikke lyst til at vinde, ved at han ikke kan komme", slutter Casper Elgaard.
Jens Møller foran Philip Andersen. (Foto: Motorsporten.dk)
For Jens Reno Møller blev det heller ikke en weekend af de gode. "I prefinalen får jeg en 2. plads i Privat Cuppen. Men i finalen bliver jeg i starten fanget bag Jason Watt og en fem - seks biler smutter forbi mig. Og i regnvejr er det svært at hente tilbage. Jeg er dog ved at nå op til Michael Carlsen, da jeg blokerer forhjulene og havner i sandet, hvorfra jeg ikke kan slippe fri. Heldigvis er vi så tæt på mål, at jeg stadig bliver klassificeret og får point i Privat Cuppen", fortæller Jens Reno Møller, der alligevel måtte se muligheden for en samlet anden plads i Privat Cuppen forsvinde.
"Men der er en ting jeg ikke forstår", fortsætter Jens Reno Møller, "og det er hvordan man kan skubbe til en bil under safety car, så den spinder rundt, uden at man bliver straffet for det. Under safety car perioden i pre-finalen blev jeg ramt af David Falch. Han mente, at jeg havde overhalet under gult flag, hvilket jeg ikke havde. Men det er også ligegyldigt, han skal stadig ikke skubbe. Og hvordan han kan slippe uden en straf forstår jeg ikke. Heldigvis får jeg reddet bilen og kan fortsætte", slutter en ærgerlig Jens Reno Møller.
Philip Andersen i finalen. Bemærk den ændrede bemaling. (Foto: Motorsporten.dk)
Heller ikke Philip Andersen havde en god dag på Padborg Park. "Den weekend skal bare glemmes", lyder det fra Philip Andersen. "Generelt var det en rigtig skidt weekend for Essex. Vi havde bøvl med bilerne, og så var der det med dommerne. Selv ødelagde jeg det for mig selv, da jeg kørte af i tidskørslen. Det betød, at jeg ikke kom i Super Pole og måtte starte som nr. 15. Og på grund af regnvejret havde jeg ingen chancer for at køre mig op i feltet, som på Jyllands Ringen. Så nu ser jeg fremad til finalen i oktober, og kun fremad", slutter Philip Andersen.
DTC finalen hvor det bliver afgjort hvem der vinder årets mesterskab bliver kørt på Jyllands Ringen den første weekend i oktober. Martin Møller-Thomsen
Læs mere om: 18/09/05 - Padborg Park - Danish Touringcar Challenge |