Sylvest Motorsport havde en uheldig weekend på Padborg Park Jesper Sylvest og hans energiske Sylvest Motorsport team havde grund til at hænge med værktøjet efter weekendens DTC afdeling på Padborg Park. Efter syvende afdeling af DTC på Jyllands-Ringen lugtede den lange sjællænder muligheden for en samlet tredje plads i Privat Cuppen, men regn og en ødelagt trækaksel knækkede målsætningen.
Det startede ellers så positivt. Jesper og hans team havde sågar testet på Padborg Park i ugen op til løbet og følte sig velforberedte. Alligevel lagde teamet ud med at teste et alternativt set-up i lørdagens frie træning. Et set-up der ikke virkede efter hensigten hvorefter bilen blev stillet tilbage til udgangspunktet.
(Foto: Otto Madsen)
I den efterfølgende tidtagning viste Sylvest igen at Padborg Park står godt til den karakteristiske blå Citroën Xsara. Omkring halvvejs er Jesper syver og dermed med i den eftertragtede Super Pole, men omgang for omgang kommer konkurrenterne tættere på. Med fire minutter igen får Jesper friskt gummi omviklet om sine forhjul og allerede på første flyvende omgang forbedrer Jesper sin tid med en tiendedel - det hurtigste jesper til dato har kørt på Padborg Park. Men DTC er tæt og Jesper slutter som nr 12 og yderste mandat i Super Pole'en.
I søndagens warm-up valgte Jesper at blive holdende i pit indtil der manglede 5 minutter. Som 12'er i lørdagens tidtagning skal Jesper starte først i den prestigefyldte Super Pole, hvilket kræver godt med varme i dækkene. På den altafgørende omgang er Jesper virkelig godt kørende i første sektor, men en lille udskridning i det drilske Big Mac sving koster 0,7 sekund og en startplads som nr 11 i det 25.mand store felt.
Til løb 1 havde regnen for alvor fået fat i de sønderjyske forhold. Forhold der ikke passer den blå Citroën særlig godt. Da starten går er de velkørende 307'er alle steder og Jesper må kæmpe hårdt for at hænge på. For at gøre ondt værre knækker viskertrækket efter første omgang, hvilket nedsætter Jespers sigtbarhed markant. Over de næste par omgange prøver Jesper igen at få gang i viskeren på bilen med det resultat at der kommer lidt røg ind fra motorrummet. I forvirringen misser Jesper samtidig sit bremsepunkt for enden af langsiden og må en tur igennem pitten før han modtager det ternet flag.
I pausen inden løb 2 konstaterer teamet at ledningsnettet til vinduesviskeren er smeltet, hvilket var årsagen til den lille røgudvikling i bilen. Da starten går er Jesper fint med i feltet, men allerede på anden omgang knækker der en trækaksel på bilen og weekenden er overstået for Sylvest Motorsport.
Jesper udtaler: "Vi må indrømme at den samlede tredjeplads i Privat Cuppen er lidt langt væk efter denne weekend, men vi er jo kendt for aldrig at give op. Vores nyrenoverede motor kørte virkelig godt så nu giver vi os 100 procent til finalen i den kommende weekend på jyllandsringen, og håber på at vi igen kan være med i Super Pole. En ting ligger dog fast - jeg vil også være at finde i DTC feltet i 2006, men det er endnu for tidligt at løfte sløret for i hvilken bil det bliver, slutter den lange sjællænder med et hemmelighedsfuldt smil."
Sylvest Motorsport Læs mere om: 18/09/05 - Padborg Park - Danish Touringcar Challenge |