Michael Outzen og JM Racing indgår samarbejde 2006-sæsonen i Danish Touringcar Championship kommer til at byde på mange nye konstellationer af kørere, teams og biler. En af de nyeste af slagsen blev præsenteret med champagne og festivitas under weekendens Biler For Alle i Messecenter Herning. Under den store biludstilling kunne et af de mange teams fra Fleggaard Renault Clio Cup, JM Racing, nemlig offentliggøre, at man i den kommende sæson ikke bare fortsætter i den nye mærkeklasse, men også bliver aktiv i Danish Touringcar Championship.
Michael Outzen (t.v.) skal fra næste sæson køre Danish Touringcar Championship for JM Racing og Jens Ole Mathiesen (i midten), der ved Biler For Alle også kunne præsentere sin nye kører i Fleggaard Renault Clio Cup, Christian Jakobsen (t.h.). (Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)
"Vi har købt en BMW fra Team Essex Invest, og den indsætter vi til næste år med Michael Outzen bag rattet," fortalte teamejer Jens Ole Mathiesen i forbindelse med offentliggørelsen.
Samarbejdet med Michael Outzen, Ringe, er forholdsvis nyt for JM Racing, men samtidigt også særdeles succesfuldt. For to uger siden kørte fynboen for teamet, der deltog i Padborg Park 4 Timer, og det gik så godt, at Outzen og Mathiesen sammen med Michael Holding, Rødding, vandt løbet med fire omganges forspring til de nærmeste konkurrenter.
Med en alder på blot 23 år bliver Michael Outzen den foreløbigt yngste deltager, der har meldt sig til næste års Danish Touringcar Championship, men sin unge alder til trods er han en meget erfaren herre med adskillige titler i bagagen. I 2000 blev han således Danmarksmester i Formel Ford 1800, og i de tre seneste sæsoner har han huseret i en BMW 325i E46 med betydelig succes. Efter to titler i Socko Super Cuppen rykkede han i forgangne sæson op i Special Saloon-klassen, hvor han i 2005 vandt årets cup.
I forbindelse med offentliggørelsen af sit DTC-engagement bekendtgjorde JM Racing tillige, at man fortsætter i Fleggaard Renault Clio Cup - og endda i kraftig forøget opstilling. De to biler, man i 2005 har indsat for Jens Ole Mathiesen og Michael Holden, bliver til næste år forøget med en tredje, der skal køres af Christian Jakobsen, Børkop, som tidligere på året havde sine to første starter i serien. Morten Alstrup Læs mere om: Michael OutzenJM Racing |