- på EM i Rally Cross 2006 I 2006-sæsonen for Rally Cross er den nordjyske knægt: Morten Jespersen spændt på, om succesen kan udbygges til en højere placering på medaljeskamlen, når placeringspointene er talt sammen efter de 11 EM-afdelinger. I 2005 blev slutresultatet en fornem EM-bronze. - Vi havde oprindelig udpeget 2005 til at være et læreår, forklarer teamchef Jespersen senior: Finn. - Først og fremmest gjaldt det om at lære de mange nye top-rundbaner at kende og slutte i så mange finaleheats som muligt. Alt i alt var ambitionerne pejlet ind på EM-slutstillingens TOP SEKS.
Morten Jespersen blev i 2005 kåret som Danmarks største talent på bane efter sin flotte EM-bronzemedalje. (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
Morten Jespersens veludviklede køretalent og gåpåmod ville det imidlertid anderledes i teamets Peugeot 106 MAXI. Derfor snakkede danskeren pludselig med om EM-medaljerne.
- Al stilstand er faktisk at opfatte som tilbagegang, supplerer Morten Jespersen. - Derfor kører vi målrettet efter EM-guld eller -sølv. Men det bliver en hård nød at knække, idet konkurrencen er blevet ekstra hård i Super 1600-klassen, selv om sidste års europamester: Ron Smoeck fra Holland i Seat Ibiza har søgt andre udfordringer.
EM-satsningen for Morten Jespersen fortsætter i den hidsige Peugeot 106 MAXI. (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
Den første EM-opgave i 2006-sæsonen var Portugal med over 25.000 tilskuere på lægterne. Morten Jespersen havde gode erfaringer med rundbanen efter en treer sidste år.
- Reelt er vi omkring ti kørere med guldchancer, fortsætter den nordjyske teenager. - I træningen og kvalifikationsheatene blev der skiftet noget rundt på odds'ene, men jeg holdt mig hele tiden i front, og kvalificerede mig derfor direkte til finalen.
I finalen var konkurrenceheldet ikke med Team Jespersen Rally Cross, idet danskeren blev fanget med i første sving af tumult. Slutresultatet blev derfor en fjerdeplads.
- Nu er vi endelig i gang med EM-serien, afslutter Finn Jespersen. - I den tætte felt gælder det først og fremmest om at score placeringspoint i hver EM-afdeling. Der bliver gået så stærkt til stålet, at konkurrenterne får svært ved at stå hele distancen på de 11 EM-løb uden at miste finaler.
Morten Jespersen forstår hele tiden at køre stilrent, hvilket har skabt stor respekt blandt EM-konkurrenterne. (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
MNJ håber på at fremvise Morten Jespersen ved klubbens dansk/tyske landskamp i LUK Rally Cross Himmerland, som foregår på motorbanen i Nysum sidst i juni.
Motorsport Nordjylland Åge Kirketerp Jensen Læs mere om: Morten Jespersen |