Special Saloon   30/05/06

Dobbelt op
- lørdagens løb
Med udsigt til to dages intens kørsel, var 30 Special Saloon Cars samlet til den anden Festival-weekend af sin slags på Ring Djursland. Lars Schönemann var klar fra start og dominerede helt og holdent lørdagen. Kun Hans-Henrik Pedersen og hans nye Marcos var i nærheden, men der blev leveret godt motorløb ned gennem rækkerne.

17 kørere var registreret til SSC Challenge-point, efter hvad der allerede har været et hårdt forår. Seneste offer var Mikkel Holch, som totalskadede sin motor i Honda Civic'en få dage før løbet. Til gengæld var Andreas Kjærgaard, Chris Poulsen og Jakob Borum tilbage med reviderede biler, mens Johnni Kirkegaard gjorde comeback med sin orange VW Golf, nu med turbo og lydende tilnavnet Evo III. Desuden havde Erik Byrgesen lettet Mazda MX-3'eren, så den nu deltog i gruppe 2. Peter Vesti havde skiftet Peugeot'en ud med en Toyota Corolla, som skulle løbstestes før en kommende DTC-debut.
Gruppe 3 havde for første gang i år deltagere i form af Lars Schönemann og hans voldsomme Porsche Turbo, der vandt to løb ved sidste års festival. To andre gruppe 3-kørere gjorde ham følge - hver i nye biler. Hans-Henrik Pedersen var tilbage efter et par års pause i en nyerhvervet Marcos fra Belgien, mens Henrik Olesen debuterede en rørramme Austin Mini Cooper.

Fire nordmænd og en svensker udgjorde det udenlandske kontingent. Tor Brynjelsen overlod sin Audi 90 quattro til landsmanden Gisle Kverneland, som havde ødelagt motoren i sin egen Audi TT to uger tidligere. Det var så meningen at Tor ville køre søndagens løb, men da var turboen for længst død. Leif Børstad måtte også trække sig efter få omgange af træningen, med sin Lotus Elise. Det var nu op til Jan Helge Laland, VW Scirocco og Jens Nemeth, Nissan Primera, at forsvare de norske farver, mens Lars Brandström i Ford Sierra var ene svensker.

Også et par af de danske navne måtte tidligt trække sig. Niels Christian Christiansen led fortsat af de gearkasseproblemer, der også kostede på Padborg Park, mens Kenneth Jensen ødelagde et stempel, så snart Opel Vectra'en rørte asfalt.

Hans-Henrik Pedersen blev noteret for hurtigste tid i warm-uppen, hvor Lars Schönemann kørte uden transponder og derfor ikke blev notoret. Porsche-køreren var dog hurtigere med et halvt sekund i den efterfølgende tidtagning.
For DM-deltagerne var Jens Ole Mathiesen og Peter Vesti hurtigst i deres respektive grupper og startede dermed forrest i begge løb.

1. løb
25 biler kører ud fra depotet til rullestart halvanden omgang senere, men efter knap en omgang er Jens Nemeth's Nissan Primera trehjulet. Oprydningen udsætter starten et par omgange, i øvrigt med den bagerste del af feltet i lettere tilfældig rækkefølge. Hans-Henrik Pedersen er blandt de værst ramte af dén fadæse og starter bagerst.


Starten er gået til første start. Lars Schönemann er allerede i front, mens Jens Ole Mathiesen fører resten af det store felt an.
(Foto: Motorsporten.dk)

Lars Schönemann styrer løbet fra start og allerede på fjerde omgang begynder han at indhente feltets bagerste. Som løbet skrider frem må alle, på nær top-6, se sig indhentet på tilsvarende måde og i mål er forspringet på en halv baneomgang.
Hans-Henrik Pedersen gør sit bedste og er i top-10 fra tredje omgang, men selv da han når til de bedste gruppe 1 og 2-biler, får han dem til at ud som kører de i bakgear - det her er voldsomme sager!


Jens Ole Mathiesen i sikker stil mod maks point i gruppe 2.
(Foto: Motorsporten.dk)

Den virkelige kamp i løbet står mellem Jens Ole Mathiesen, Peter Vesti, Henrik Møller Sørensen og Martin Sally Pedersen. Jens Ole kommer bedst af sted og holder teten i sin kraftfulde BMW M3, men Vesti er aldrig langt efter den første tredjedel af løbet. Senere falder Vesti tilbage i kløerne på Martin Sally, men det bliver først på tiende omgang den gul-røde Mégane kommer forbi. Jens Ole når han dog aldrig, men Sally er firer og vinder af gruppe 1 i sin første start. Peter Vesti bliver femmer, mens Henrik Møller Sørensen slutter på sjettepladsen.
Jørgen Hansen følger denne gruppe, men bliver indhentet med en omgang mod slutningen. Johnni Kirkegaard ligger længe på ottendepladsen, men bliver indhentet af Klas Høj mod slutningen, mens Johnny V. Nielsen tager tiendepladsen i det hektiske løb.
Længere tilbage i feltet duellerer Jan Helge Laland, Andreas Kjærgaard og Hans Elnegaard til sidste meter i en af løbets bedste kampe.

2. løb
Lørdagens sidste start og nu er banen småvåd. Igen er Schönemann alene i første række - denne gang mangler Hans-Henrik helt, på grund af dækproblemer. Løbet bliver mest af alt en gentagelse af første løb, for endnu engang er Lars Schönemann i særklasse. Jens Ole Mathiesen er igen bedst af resten foran Peter Vesti, mens Martin Sally bider sig fast i haserne på Vesti fra start. Også Jørgen Hansen vil være med og overhaler Henrik Møller Sørensen ved først givne lejlighed i "trapperne", mens Peter Vesti er tæt på at tabe bilen i Depotsvinget og dermed er Jørgen firer.
Bagved er der også dramatik da Jens Nemeth sender Chris Poulsen af banen samme sted. Dermed er Chris ude, mens nordmanden kan fortsætte. Johnny V. Nielsen må også strække våben, med et knækket gearkabel kort efter.


Johnny V. Nielsen og Klas Høj slås om placeringer, med Jens Nemeth foran - Jakob Borum, Kim Morgan Jensen og Morten Schmidt bagved.
(Foto: Motorsporten.dk)

Uheldene bagved giver Martin Sally luft til at presse Jens Ole Mathiesen på andenpladsen og på tredje omgang lykkes det for enden af langsiden. Peter Vesti er også på vej frem og er forbi Mathiesen omgangen efter og bytter snart pladser med Sally, der imidlertid genvinder andenpladsen. Senere kommer også Jens Ole Mathiesen igen, da Vesti lider af bremseproblemer.

Sikker sejr til Lars Schönemann, der atter er en halv omgang foran resten af feltet, mens Martin Sally, Jens Ole Mathiesen og Peter Vesti følges over stregen fra anden- til fjerdepladsen. Henrik Møller Sørensen kører igen et solidt løb og bliver femmer, mens Klas Høj kommer på gruppe 1-podiet som treer. Jens Nemeth kommer forbi Jørgen Hansen i kampen om syvendepladsen, men løbsdommerne afgør dette opgør til "Gamle" Hansens fordel, da nordmanden bliver udelukket for hans andel i Chris Poulsens uheld i starten.
Kim Morgan kører ottendepladsen hjem, men bliver presset mod slutningen af Jan Helge Laland, der tidligere i løbet har en dyst med Johnni Kirkegaard og Fartstrup-Golfen.

Dobbeltesejre i alle tre grupper, med Lars Schönemann som vinder af begge gruppe 3-løb, Jens Ole Mathiesen som vinder af gruppe 2 og Martin Sally Pedersen i gruppe 1.

Efterfølgende var der skruearbejde for nogle, pudsearbejde for andre, men generelt var der SSC-festmiddag i den arrangerende klub DMKA's lokaler, med udsigten til en ny hektisk dag. En hurtig mellemregning af pointene viste at Henrik Møller Sørensen stadig var førende med 97 point foran Peter Vesti med 87 og Jens Ole Mathiesen med 85, så det tætte opgør på banen var genspejlet i pointene.

Jesper O. Hansen


Læs mere om:
  • 28/05/06 - Ring Djursland - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto