Go Kart   12/06/06

Sekskløver fighter om kronprinse-titel
- i karting
- Nu kommer det lange seje træk i Peugeot Super Kart-serien 2006, konstaterer teamchef i Betty Racing: Erik Sørensen. - Alle de skrappeste danske kørere i kronprinse-klassen ICA Junior har slået kruds i kalenderen ved weekenden: 17.-18. juni, hvor 3. og 4. afdeling af mesterskabet afvikles på Københavns Gokartbane.

Jyske Betty Racing stiller med 2 kørere i den internationale klasse: ICA Junior, som er åben for aldersklassen: 12-15 år. I front for Peugeot Super Kart (PSK) ligger teamets Bo Sørensen, som virkelig var flyvende ved PSK 1 & 2, som blev kørt i Thy sidst i april.

- Bo Sørensen ramte virkelig den optimale dagsform i hele Thy-løbsweekenden, fortsætter Erik Sørensen. - Han scorede derfor 8 topresultater, som alle kan anvendes til PSK-slutstillingen 2006. Rundbanen i København er imidlertid noget kortere end i Thy, og byder derfor på nye og andre udfordringer.

Bo Sørensen ligger på en sikker førsteplads i mesterskabet, og har et fornuftigt forspring på 7 placeringspoint til Kevin Magnussen på andenpladsen. Sidstnævnte prøver herved at følge lidt i faderens hjulspor, idet den tidligere Formel 1-chauffør - Jan Magnussen - blev europamester i ICA Junior tilbage i 1989.

- Enhver ICA Junior-kører drømmer om at komme til start i EM, forklarer Bo Sørensen. - De seks forreste i Peugeot Super Kart 2006 er da også værdige kandidater til en EM-billet, som udpeges i juli på netop kartbanen i Thy. Alle kørerne har hentet konstruktiv erfaring i ind- og udland gennem vinteren og foråret. Derfor er konkurrenceskarpheden helt i top hos alle.

Som optakt til PSK 3 & 4 drager Bo Sørensen til Mariembourg i det vestlige Belgien for at køre en afdeling af vice-europamesterskabet: Winning Series Karting (WSK). Dette giver værdifulde erfaringer til senere på 2006-sæsonen, hvor det "rigtige" EM afvikles på samme asfalt.

Nikolaj Rasmussen fra Betty Racing har ramt en god konkurrenceform i ICA Junior allerede i 2006-sæsonen. Det var egentlig først hensigten, at de internationale muligheder skulle afprøves i 2007 for den jyske knægt.

- Man kommer ikke sovende til en foreløbig sjetteplads i Peugeot Super Kart, oplyser far og mekaniker: Torben Rasmussen. - Derfor satser vi på at komme lidt højere op på den endelige resultattavle således, at der bliver noget fornuftigt at bygge videre på til næste år.

Nikolaj Rasmussen og Bo Sørensen deltog midt i maj ved et åbent løb på Københavns Gokartbane sidst i maj, og de jyske knægte sluttede henholdsvis som etter og toer. Derfor er selvtilliden blevet afpudset fornuftigt inden PSK 3 & 4 på samme bane.

- I Peugeot Super Kart gives der placeringspoint for tidtagning og kvalifikationsheat, afslutter Torben Rasmussen. - Herudover naturligvis prefinale samt selve finalen. Samtidig afvikles der to identiske konkurrencedage i samme weekend. Mesterskabsserien giver derfor et godt billede af de kørere, som forstår at holde konkurrence-adrenalinet i det røde felt hen over en længere periode.

Stillingen i Peugeot Super Kart 2006:
(3 dårligste placeringer fratrukket)
1. Bo Sørensen, Betty Racing, 500 mp.
2. Kevin Magnussen, RBR Kartteam, 493 mp.
3. Jacob Nørtoft, Team CRG Danmark, 486 mp.
4. Michael E. Christensen, X3m Racing, 485 mp.
5. Nikolaj Møller Madsen, X3m Racing, 484 mp.
6. Nikolaj Rasmussen, Betty Racing, 482 mp.

Betty Racing

Åge Kirketerp Jensen


Læs mere om:
  • Bo Sørensen
  • Betty Racing

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk