Le Mans   08/06/06

Rød-hvid invation venter på Le Mans
Le MansNormalt plejer det at være de danske tilskuere, der invaderer Le Mans i hobetal, men i år er det lige før, det er de danske kørere, der udgør den største procentdel. Ikke færre end ni danskere kommer i aktion den 17.-18. juni på Le Mans.

Traditionen tro var kørerne samlet en sidste gang i Danmark til pressemøde, inden kursen i weekenden sættes mod det nordvest-franske hjørne. DASU var i dag vært ved et møde i Tivoli, hvor kørerne gav udtryk for deres forhåbninger til 24-timers-løbet.

Både Jan Magnussen og Tom Kristensen kæmper for klassesejre, hvilket for Kristensens vedkommende vil betyde samlet sejr. Thorkild Thyrring og Lars Erik Nielsen kæmper om podiet i GT2-klassen, mens Essex-trioen Elgaard/Nielsen/Andersen og Lister-duoen Møller/Kiesa erkender, at der skal små mirakler til for at byde Pescarolo og Audi trods i den store prototype-klasse.

Der kom ikke meget nyt frem på mødet, der naturligvis var præget af den aktuelle pretest på Le Mans. Tom Kristensen vurderede dog, at testen var gået bedre end ventet, ikke mindst fordi det så ud til, at Pescarolo-bilerne havde givet alt i testen.

"Det er før set, at der bliver gemt et par reserver til kvalifikationen, men målt ud fra de mellemtider, Emanuel Collard satte i Pescarolo nummer 17, ville han uden trafik kunne have matchet Pole-tiden for søsterbilen med nummer 16. Det svarer til, at de franske biler vil kunne køre en kvalifikationstid lige under de 3:30 minutter for en omgang. Vi har måske ikke helt samme kvalifikationsspeed, men i løbet kommer vi til at se godt ud, ikke mindst med vores bedre benzinøkonomi - eller jeg burde jo rettere sige dieseløkonomi!" fremhævede Kristensen på mødet.

Interviewer C.C. Hansen, præsident for DASU, ville herpå gerne vide, hvor langt Audi'erne kan køre på en tankfuld, og det lovede Kristensen at røbe, hvis Essex-drengene holdt sig for ørerne ...

"Vi ved, vi kommer til at køre længere end i R8, så i forhold til Pescarolo har vi formentlig en fordel på to ekstra omgange," svarede den 7-dobbelte mester.

John Nielsen kunne i øvrigt afsløre, at kørerne under pretesten havde underskrevet en samlet protest mod den nye, ekstremt lange pitudkørsel, der løber parallelt med banen og rammer den helt oppe i Dunlopkurverne.

"Det er lige midt i den første chikanes indgang, hvor prototyperne bremser ned fra 300 km/t. På grund af nakkesystemet HANS kan vi ikke bevæge hovedet ret meget til siden, så vi kan ikke se, om der kommer biler ud fra pitten. Det sving kan blive ekstremt farligt, men desværre ser det ikke ud til, at A.C.O., den til tider lidt for arrogante organisation bag Le Mans, vil gøre noget ved vores protest. På kørermødet under pretesten rejste selveste Henri Pescarolo sig op og gav udtryk for vores bekymring, hvilket A.C.O.'s repræsentant besvarede med kommentaren: "Ja, tak. Andre indvendinger? Ikke? Hav en god dag." Hvis ikke en gang Pescarolo kan aftvinge respekt, ser det uheldigt ud. Men lad os nu se, hvad der sker om en uge!"

Den nye pitudkørsel tager 22 sekunder længere tid at gennemkøre, og det vil komme til at koste ekstra dyrt for de biler, der bliver ramt af punkteringer eller en Stop and Go.

TomKristensen.com
Nils Finderup


Læs mere om:
  • 18/06/06 - Le Mans - Le Mans

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto