Tom Kristensen vil igen næste år være at finde blandt de absolutte favoritter, når der skal køres Le Mans. I dag har Audi AG Tyskland nemlig skrevet kontrakt med den danske topkører, og dermed er der atter udsigt til en pilgrimsrejse for mange danske entusiaster, når den franske klassiker afvikles i dagene 18.-19. juni. "Le Mans er et fantastisk løb, og jeg er meget glad for nu at have fået kontrakt med en af de store favoritter, så jeg forhåbentlig kan gentage min sejr fra 1997," siger Tom Kristensen på vej hjem til en god dansk jul efter at have forladt forhandlingsbordet i Ingolstadt med et tilfreds smil om læberne.
"Allerede sidste år viste Audi med tredjepladser i debutløbene på Sebring og Le Mans, at ekspertisen og holdbarheden grundlæggende er i orden. Jeg har set oplægget til Le Mans 2000, og det rykker simpelt hen Audi op på mindst samme niveau, som jeg havde sidste år hos BMW. Le Mans er årets topprioritet for tyskerne, og alle kræfter bliver lagt i at lave en ny bil, der kan føre succesen fra sidste års model et par trin højere op ad sejrsskamlerne. Dermed gælder min kontrakt også 12-timers-klssikeren på Sebring, hvor jeg skal forsvare min sejr fra i år."
Den 32-årige dansker røber, at også et andet fabriksteam, Cadillac har ønsket ham på deres hold, men i sidste ende var der ingen tvivl om valget. Dertil var indtrykkene fra fabriksbesøget i Tyskland for stort.
En anden væsentlig grund til Kristensens valg er, at det bliver det tyske team Joest, der sammen med Audi Sport skal stå for udviklingen af den nye, åbne prototype R8R. Det var netop med Joest, Tom for to år siden chokerede hele feltet ved som debutant at sætte ny banerekord og vinde Le Mans, selv om han blev meldt til løbet blot en uge før startskuddet.
Tom Kristensen har længe været på Audis ønskeseddel, hvilket ses af, at han er den første ´frie´ kører, der kobles på tyskernes ambitiøse projekt. I øjeblikket er fem andre kørere klar, nemlig de faste fabrikskørere Michele Alboreto (I), Emanuelle Pirro (I), Rinaldo Capello (I), Christian Abt (D) og Frank Biela (D). I 2000 vil Audi stille med hele tre modeller af R8R på Le Mans, så endnu mangler den tyske gigant tre kørere. Til gengæld er det planen, at kun to biler skal til Sebring, men her er Tom Kristensen altså sikret.
I de kommende måneder skal den nye Audi testes, og her vil Tom K få samme hovedrolle, som han havde hos BMW. BMW´s ledelse har rost danskeren til skyerne for dennes fornemmelse for at få det maksimale ud af en racer, hvilket blandt andet gav LMR V12-modellen fem sejre i år, inklusive Sebring og Le Mans. Så straks i det nye år hedder programmet test og atter test.
Ud over Le Mans skal danskeren i 2000 deltage i det britiske standardvogns-mesterskab BTCC for Honda. Le Mans, Sebring og BTCC kolliderer ikke med hinanden, så dermed kan Tom K se frem til endnu en sæson, hvor der ikke bliver mange hviledage før november. TomKristensen.com Nils Finderup Læs mere om: Tom Kristensen |