Formel 1   26/07/06

Næppe mange overraskelser
Preview til Tysklands Grand Prix
Årets udgave af Det Tyske Formel 1 Grand Prix er på trapperne. Og hvis man skal dømme på baggrund af sæsonen som den har været hidtil, så er der to gode bud på en vinder.

Den ene er Fernando Alonso, den anden Michael Schumacher. Meget mere er der ikke at sige om de to. De har talentet og bilerne - og det summerer sådan set op, hvad der er nødvendigt for at vinde i Formel 1. Det sørgelige er at vi tilskuere gang på gang bliver snydt for det, der kunne være virkelig interessant - nemlig en duel mellem de to. Vi fik den på Imola i foråret, men siden har det været pitstrategier der mere eller mindre alene har afgjort kampene mellem de to.

De efterfølgende placeringer bliver sikkert til en kamp mellem Fisichella og Massa og måske Raikkonen. Fisichella bør vinde den duel, med mindre McLaren har fået gang i bilen. Italienerens talent og erfaring bør gøre at Massa, Ferrari eller ikke, må se sig henvist til en placering uden for podiet. Men det er langtfra sikkert det går sådan. Dels har Fisichella traditionen tro fået en ret stor andel af Renaults uheld, dels er det ikke altid at romeren er så god som han burde være. Hvilket vel egentlig samtidig forklarer hvorfor han aldrig er blevet til mere - han er for ukonstant i sine præstationer.

Pedro de la Rosa, Jarno Trulli, Ralf Schumacher, Nick Heidfeld og Jacques Villeneuve hører vel alle med i den næste kategori. Personligt vil jeg gerne se de la Rosa gøre en god figur. Han har tidligere vist godt fighterhjerte og demonstreret uimponeret kørsel. BMW er stadig på vej frem, selvom de hakker lidt i det nu og da, men der er potentiale i teamet og set herfra vil de være bedst tjent med at beholde deres kørere i næste sæson.

Længere nede i feltet, finder vi Honda, som på det seneste har skuffet fælt. Der er ikke meget i de japanske maskiner og Button begynder at ligne et evigt talent, der aldrig finder den rigtige formel. Heller ikke Williams har imponeret på det seneste og man forstår hvorfor de foretrækker at få Toyota maskiner i frem for Cosworth.

Helt i bunden af feltet finder vi Super Aguri, der indtil videre mest har været trillende chikaner. Men nu kommer deres egen bil endelig - så langt om længe er det farvel til den gamle Arrows racer. Om det så betyder at teamet rykker fremad i Formel 1 er mere tvivlsomt, i al fald hvis vi kigger på det i det korte perspektiv.

Men det interessante er, trods alt, kampen om VM. Så spørgsmålet er om Schumacher haler yderligere ind på Alonso, eller om Renault kan svare igen og sætte tingene på plads. Personligt håber jeg på en af de 20 andre kørere - bare for forandringens skyld...

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Hockenheim
  • 30/07/06 - Hockenheim - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto