Danish Touringcar Challenge   02/09/06

Jan Magnussen og Casper Elgaard i direkte kamp
Lørdag kæmpede titelkandidaterne om sejren på FDM Jyllandsringen
Lørdagens femte afdeling af Danish Touringcar Championship på FDM Jyllandsringen udviklede sig til at blive en duel mellem de to titelkandidater, Jan Magnussen, England, og Casper Elgaard, Århus.

Den ene tog finalesejren, den anden førstepladsen i pre-finalen, og da Casper Elgaard samtidig var bedst i shoot out-kvalifikationen, har han nu – for tredje gang i år – overtaget føringen i mesterskabet. Med bare ét point!

Men inden det nåede så vidt, oplevede de mange tusinde tilskuere på racerbanen ved Silkeborg en direkte kamp mellem de to mesterskabsrivaler.

Casper Elgaard havde været blændende i pre-finalen, hvor han med endnu en af sine superstarter var gået i front og havde opbygget et forspring på tre sekunder, som han takket være teamkollegaen John Nielsen, England, ubesværet kunne holde til mål. I finalen var det privatkøreren Michael Outzen, Ringe, som startede fra pole position for anden gang i år, men da fynboen klogelig ikke ville kæmpe for hårdt mod de professionelle kørere, lod han dem passere sig, så han kunne forsvare sin førsteplads i DTC Cuppen. Dermed var Jan Magnussen snart i front, men han kom hurtigt under pres fra Casper Elgaard, og med den form, han havde vist i pre-finalen, virkede en overhaling som nært forestående.

”I min iver for at presse Jan kommer jeg til at ødelægge det lidt for mig selv,” siger Casper Elgaard, der til sidst måtte opgive taget i den førende og falde tilbage. ”Mine bremser bliver for varme. Jeg låser hjulene ind i et sving, og det bliver værre og værre for mig. Til sidst er mine dæk som møtrikker at køre på.”

Casper Elgaard valgte at give plads til teamkammeraten John Nielsen i det håb, at han kunne passere Jan Magnussen, men pludselig befandt Casper Elgaard sig på fjerdepladsen, da han var blevet passeret af en god kørende Michel Nykjær, Tappernøje.

”Det var lidt en fejl fra vores side, at vi byttede plads, for jeg havde ikke farten til at holde Michel bag mig,” sagde Casper Elgaard, der dog kom på podiet, da John Nielsen på målstregen faldt ned på andenpladsen i erkendelse af, at han ikke kunne gøre noget ved Jan Magnussen.

”Det var ikke let, for der skulle virkelig kæmpes,” sagde Jan Magnussen efter sin finalesejr, der ikke blot var hans femte i træk, men også hans finalesejr nummer 12, hvilket er en tangering af John Nielsens mere end et år gamle rekord. ”Jeg synes, at bilen var god, og det er det bedste, den har været i år. Men jeg mangler lidt op til Casper, for han er utrolig stærk, men det finder vi i morgen.”


Michael Outzen førte fra start i finalen, som siden udviklede sig til en duel mellem de to mesterskabsrivaler Jan Magnussen og Casper Elgaard
(Foto: Birger Vilén)

Selv om Michael Outzen måtte se sig passeret af fire professionelle kørere i den indledende fase af finalen, så var han ubestridt lørdagens bedste privatkører. Rivalen Philip Andersen, Risskov, var momentvis oppe at true ham, men fynboen kunne denne gang score maksimumpoints til DTC Cuppen, og da Martin Pedersen, Køge, tillige havde en dag, hvor hans Peugeot ikke var blandt de hurtigste, gik Michael Outzen frem på andenpladsen i DTC Cuppen.

Korte fakta: Jørgen Weinreich, Hammel, fik med en femtendeplads i finalen sit første point i 2006-sæsonen. Dermed er han kører nummer 26, der har scoret point i denne sæson.
Søndag køres årets sjette afdeling af Danish Touringcar Championship på FDM Jyllandsringen, og her vil både Jan Magnussen og Casper Elgaard have 50 kg succesballast i deres biler.
Ved søndagens løb vil Kurt Thiim, Luxembourg, også være at finde i feltet, da han her overtager den BMW 320i E46, som Michael Klostermann, Gørløse, kørte lørdag.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 03/09/06 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge - DM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk