Danish Touringcar Challenge   04/09/06

JM Racing overvejer sin fremtid i dansk motorsport
Efter de oplevelser, som JM Racing havde i forbindelse med weekendens Grand Prix Danmark på Jyllandsringen, har teamet besluttet sig for at overveje sin fremtid i dansk motorsport. En tilsyneladende legalisering af aggressiv kørsel og mangel på linie i dommer og jurys kendelser gør, at teamet fra Grindsted er nødt til at stille spørgsmål ved sin fortsatte deltagelse.

”Nu har jeg dyrket topsport i mange år, og aldrig har jeg været udsat for så meget råddenskab som i motorsport. Jeg er dybt chokeret over det, der foregår,” siger teamchef Jens Ole Mathiesen (Grindsted) med henvisning til flere episoder og kendelser i de tre klasser, hvor teamet deltager.

I DTC-serien blev teamets kører Michael Outzen (Ringe) idømt en strafbane. Denne strafbane udfører han efter reglementet, men imidlertid bliver dette overset af løbets officials, og efterfølgende bliver Michael Outzen idømt et tidstillæg, som rykker ham yderligere to pladser tilbage i resultatet.

”Hvis det sker en gang mere, så har jeg besluttet mig for, at de fire biler, jeg har købt til DTC, i stedet vil blive solgt til højstbydende, for jeg vil ikke investere så mange millioner i det,” siger Jens Ole Mathiesen. ”Dommerne er direkte årsag til, at Michael får utroligt svært ved at nå Philip Andersen i privatcuppen, og det virker som om, at man bevidst giver en forkert dom velvidende, at den bagefter ikke kan trækkes tilbage igen.”

Medvirkende til Jens Ole Mathiesen beslutning er de oplevelser, han selv havde i Special Saloon Car-klassen, hvor han føler at dommerne legaliserer brutal kørsel.

”Jeg kører bag Jørgen Hansen, som først påkører den forankørende Klaus Ellmies en gang, og omgangen efter påkører han ham så to gange for til sidst at køre ham helt af. En anden deltager, Ronnie Brandt, påkører en kører, og det får han 10 strafsekunder for, mens jeg, og det indrømmer jeg gerne, får min bil til at rulle, da jeg sætter den i gear ved starten. Det får jeg en stop-and-go-straf for, og det takserer man derfor meget værre end en situation, hvor man kunne have lemlæstet en mand,” siger Jens Ole Mathiesen.

”Efter løbet bliver vi mødt af et af jurymedlemmerne, som lykønsker Jørgen Hansen og siger, at det er rart at se, at han stadig har chance for at blive mester. Der foregår altså nogle studehandler mellem nogle mennesker, og hvis jeg skal have en anden opfattelse, så må dommerne altså komme ud af busken.”

Også i Fleggaard Renault Clio Cup bliver teamets to kørere Camilla Stephansen (Horsens) og Christian Jakobsen (Børkop) udsat for påkørsler, hvor den skyldige kører ikke bliver straffet. JM Racing er derfor af den opfattelse, at der skal indføres udenlandske dommere i dansk motorsport.

”Det er nødvendigt i forhold til os, som ofrer så mange penge på det,” siger Jens Ole Mathiesen. ”Jeg er meget skuffet over den måde, det hele foregår på. Vi skal simpelthen have mere retfærdighed og større professionalisme, for ellers så vil jeg ikke ofre så mange penge på dette her cirkus. Hvis det altså viser sig at være et cirkus!”

JM Racing


Læs mere om:
  • JM Racing
  • Jyllandsringen
  • 03/09/06 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge - DM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto