Colding-pokalen tildeles i 2006 til den 16-årige Johan Jokinen fra Frederiksberg. Johan Jokinen vandt i august i år bronzemedalje ved europamesterskabet i den internationale kartklasse ICA.
Bronzemedaljen er det foreløbige højdepunkt i en karriere der begyndte, da Johan som 10-årig debuterede i karting i klassen Formel Junior.
Den 16-årige gymnasieelevs karriere er de seneste par år blevet mere og mere international, og Johan Jokinen ender ofte med topplaceringer i de internationale løb mod verdenseliten.
Præstationerne er ikke gået ubemærket hen, og Johan Jokinen er da også en del af Dansk Automobil Sports Unions og Team Danmarks talentudviklingsprogram.
Johan Jokinen har i år testet i både Formel Renault og Formel BMW, og allerede nu ligger det fast, at det danske stortalent næste sæson fortsætter karrieren i Formel Renault. DASU Læs mere om: Johan Jokinen |