Grand Am Daytona Proto   06/01/07

BigMag klar til 24-timers løb
Jan Magnussens kontrakt til Daytona 24-timer er på plads
Som ventet, var det kun en formalitet for Jan Magnussen, at få sin kontrakt på plads med SunTrust Racing til dette års 24 timers løb på Daytona, der afvikles i weekenden den 27. - 28. januar. Jan Magnussen ankom til den officielle test på banen sent torsdag aften og i dag, fredag, blev aftalen bekræftet.

Dermed kommer Jan Magnussen til start i et stærkt team, der blandt andet tæller en af USA’s største sportsstjerner, den firedobbelte NASCAR mester Jeff Gordon. Jan Magnussen var førstevalg, da Jeff Gordon, skulle lave en liste over de kørere, han ønskede med sig i bilen til dette års udgave af ”Rolex 24 hours at Daytona”. De to andre kørere til start bliver mesterskabsbesætningen fra 2005 – hvor de også vandt Daytona 24 hour – Max Angelelli og Wayne Taylor. I 2006 kørte Jan Magnussen seks løb sammen med Max Angelelli i SunTrust bilen og de fik en sejr.


Jan Magnussen vandt med SunTrust på Laguna Seca i 2006, nu skal han køre med teamet ved 24 timers løbet på Daytona.
(Foto: Christina Bergdahl)

Med, på nuværende tidspunkt, omkring 30 prototyper til start i det 67 biler store felt, bliver der hård kamp om at vinde den amerikanske klassiker. Løbet på Daytona har gennem de seneste år genvundet fordums styrke og kan præsentere et af de stærkeste og mest stjernespækkede felter, et motorsportsløb kan præstere. Feltet tæller et kæmpe udvalg af mestrer og store stjerner og senest har den tidligere Formel 1 kører Juan-Pablo Montoya også meldt sin ankomst. NASCAR er USA’s mest populære motorsportsserie og fra denne serie kommer også et stort antal kørere. Udover Jeff Gordon kommer blandt andre også de seneste to års mestrer Jimmie Johnson og Tony Stewart.

Dertil kommer adskillelige tidligere vindere af 24 timers løbet på Daytona, vindere fra Le Mans, tidligere Formel 1 kørere, vindere af Indy 500, IRL mestre, Champcar mestre og mestre fra mange andre serier.

For Jan Magnussen bliver det tredje gang han stiller til start ved 24 timers løbet på Daytona. I 2005 kørte han i klassen for prototyper og sidste år gik han glip af sejren i GT klassen, da ophænget på bilen knækkede, da teamet var i klar føring.

”Jeg glæder mig helt vildt til løbet. Vi kommer med en rigtig stærk kørersammensætning og med et team, der ved, hvad der kræves for at kunne vinde på Daytona. Vi har absolut vinderchancer, men feltet er rigtig stærkt, så jeg tror at der er mindst 10 teams, der stiller op med reele vinderchancer. Men det er det sjove ved Daytona. Kampen er hård, så intet er givet på forhånd og der skal køres hårdt løbet igennem for at være med fremme” siger Jan Magnussen fra USA. Om NASCAR stjernen Jeff Gordons valg af ham siger han. ”Jeg ved jo at SunTrust var glade for min indsats sidste år, så jeg stod stærkt til at få pladsen i bilen. Men det er klart, at når de hyrer en stjerne som Jeff Gordon, så vil de gøre meget for at gøre ham tilfreds og så er jeg da både glad og stolt over, at han valgte mig som den første, da han skulle lave en liste. Det er jo rart at vide, at de i NASCAR også ved, hvad der foregår i andre løbsserier.”

Jan Kaiser
JanMagnussen.com
KevinMagnussen.com


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Daytona
  • 28/01/07 - Daytona - Grand Am

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto