Le Mans   06/03/07

Tom K og Audi endelig enige
Le MansMange måneders spekulationer om, hvad Tom Kristensen skal køre i 2007, blev endelig afklaret mandag aften. Her offentliggjorde Audi på et stort pressemøde i München, at deres danske verdensstjerne fortsætter for mærket med de fire ringe i henholdsvis sportsvogne og DTM. Både Mercedes og Peugeot har ellers haft følere ude efter Kristensen, men til sidst valgte danskeren at blive hos Audi.

”Jeg har haft syv fantastiske år hos Audi, og selv om jeg ofte har fået ekstra motivation ved at vælge noget nyt, har jeg følt, det var rigtigt at fortsætte det positive samarbejde med Audi. Forhandlingerne har trukket lidt ud, men jeg er endt med at have fået indfriet alle mine ønsker for sæsonen, så nu er der udsigt til nye udfordringer i min karriere. I første omgang er der to uafsluttede kapitler fra 2006, der skal skrives færdige, nemlig Le Mans og DTM. Jeg fortsætter derfor i sportsvogne med at køre sammen med Allan McNish og Dindo Capello. Vi havde Pole Position og satte banerekord på Le Mans, men havde trods vores speed for mange tekniske udfald til at kunne vinde. Nu prøver vi igen, og det samme gør vi i DTM-teamet, hvor vi skal forsøge at bryde to sæsoner med Mercedes-dominans. Her får jeg den unge tysker Timo Scheider som ny teamkammerat efter Heinz-Harald Frentzen, og generelt er der masser af nye, unge kørere på vej frem hos Audi. Vi er midt i et generationsskifte, og det tror jeg kan tilføre hele Audi-holdet ekstra energi. Personligt er jeg i hvert fald ikke indstillet på, at flokken af senior-teenagere bare skal komme og køre fra mig,” slår Tom Kristensen fast.


Audis sportschef Dr. Wolfgang Ullrich er blevet enig med Tom Kristensen om en ny kontrakt.
(Foto: Finderup)

Med hensyn til den nye kontrakts størrelse og længde ønsker den syvdobbelte Le Mans-vinder ikke at røbe for meget:
”Jeg er forpligtet til ikke at afsløre detaljer, men lad mig sige det på den måde, at jeg er ganske godt tilfreds!”

Kendere af den rutinerede nordjyde vil vide, at Tom K dermed ser ud til at have sat sin signatur under den mest givtige kontrakt, en dansk racerkører nogensinde har underskrevet.

Første opgave for den 39-årige Kristensen bliver 12-timers-løbet på Sebring i Florida den 17. marts, hvor han sammen med McNish og Capello skal forsøge at gentage den sejr fra 2006, der gjorde danskeren til den mest vindende kører også i dette historiske løb.

DTM-sæsonen begynder den 22. april på Hockenheim.

TomKristensen.com
Nils Finderup


Læs mere om:
  • Tom Kristensen

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto