International Formula Master   22/03/07

Kasper Andersen i spritny racer
Kasper Andersen har fået sæde i den helt nye og meget hurtige GP3-racer i Formula Masters. Dermed er den talentfulde racerkører kommet et skridt nærmere et sæde i Formel 1.

– Det bliver helt fantastisk at komme til at køre den nye Formula Masters GP3-racer. De kørere, som har testet den, er ovenud begejstret, og omtaler den som en light-udgave af Formel 1-raceren, siger den 22-årige racerkører, der bliver den første og måske eneste dansker i den nye klasse Formula Masters.

– Sidste år var jeg konstant blandt de hurtigste i verdens hårdeste serie i Formel Renault 2000, og kun en række uheld i starten betød, at jeg ikke havnede blandt de tre første, men sluttede som nr. 5, siger Kasper Andersen.

Kasper Andersen har tegnet kontrakt med det italienske team JD Motorsport, som han kørte for sidste år. En væsentlig grund til at Kasper Andersen valgte netop dette team er, at teamet i år skifter til Formula Masters med GP3-raceren, der er en moderne Formel 3-racer, blot meget hurtigere, fordi den er bygget med en ny og mere moderne aerodynamik.


Kasper Andersen ved underskrivelsen af Formula Master kontrakten med Team JD Motorsport.
(Foto: KA-Racing)

Kasper Andersen satser alt for at komme til tops i 2007, derfor flytter han til Italien, hvor han skal træne på Formula Medicines, der er et institut for professionelle racerkørere, med læger, kostvejleder, mentaltræner og fysioterapeut.

– Formen er god allerede nu, men der er ingen tvivl om at jeg kan blive endnu bedre og hurtigere ved at blive tilknyttet Formula Medicine i Italien, siger Kasper Andersen.

Formula Masters (GP3) omtales som det nye udklækningssted for kommende Formel 1-kørere. Manden der har en finger med i spillet er ingen ringere end formel 1-chefen Bernie Eccelstone. Vinderen af Formula Masters (GP3) får en Formel 1-test hos Honda, samt betalt en stor del af sæsonen i GP2, der er formelklassen lige under Formel 1. Formula Marsters køres i hele Europa, over 8 weekender med 2 løb pr. weekend. EuroSport Live sender live fra alle løbene, i alt ca. 20 timer over sæsonen.
Optagelserne transmitteres til 54 lande, på 19 forskellige sprog med forventet 21 millioner tv-seer. Serien afvikles sammen med WTCC-klassen, hvorfor der forventes mellem 40.000 til 100.000 tilskuere pr. løbsweekend.


Den spritnye GP3-racer, som Kasper Andersen skal køre i 2007, blev afsløret ved det store internationale bilshow i Birmingham den 11. januar i år.
(Foto: KA-Racing)

Formula Masters kommer til at tælle mellem 32-40 kørere fra hele verden – alle med det mål at komme til at køre Formel 1, derfor er ingen i tvivl om, at det bliver svært at hente mesterskabet.

– Der bliver helt sikkert hård kamp om placeringerne, men jeg går efter at slutte i top-3 og håber naturligvis på at vinde. Kan jeg holde formen fra sidste år er jeg absolut et godt bud på en vinder af verdensmesterskabet af Formula Masters, siger en optimistisk Kasper Andersen, der med en samlet sejr for alvor vil banke på døren til Formel 1.

KA Racing


Læs mere om:
  • Kasper Mengers Andersen
  • JD Motorsport

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk