På søndag ruller DTM feltet igen. Sæsonen åbner på ny til en knivskarp duel mellem Audi og Mercedes. Efter den seneste test ser Audi utrolig skarpe ud. Hvilke kørere bliver der ekstra meget fokus på i 2007? D'herrer Vind & Bredahl har sat luppen på feltets 20 kørere som optakt til weekendens løb på Hockenheim. I dag kigges der på deltagerne hos Audi og Mercedes som stiller til start i de ældre racere - for de flestes tilfælde 2006-modellerne og de få 2005-modeller som også vil være at finde i feltet. Analysen lægger hårdt ud med at sætte fokus på en tidligere DTM-mester:
9: Gary Paffett, Persson Motorsport AMG-Mercedes C-Klasse 2006:
Benjamin: Lidt overraskende vender Paffett tilbage, men det er forståeligt. Der var ikke plads hos McLaren eller i resten af Formel 1-feltet. Han tager et år i DTM for at køre et-eller-andet, mens han samtidig jagter Formel 1-chancen. Det gør at mine forventninger til ham ikke er voldsomme. Han kører en ældre racer, og selv med det skal han nok kunne være en stærk kører, men eftersom DTM er ’the next best thing to do’, tror jeg at hjertet ikke er så meget med. Også selvom han mener at han er professionel nok til at levere et godt stykke arbejde. Paffett udviklede sig til at blive en fantastisk DTM-kører – og den eneste der virkelig gav Schneider tæv internt hos Mercedes. Måske en heldig podieplacering?
Aslak: Du har helt ret, Herr Bredahl! Gary Paffet går efter enkeltplaceringer, samt strategien for fabriksbilerne. Men jeg tror, at selv en Persson Mercedes ikke kan stække hans dræber instinkt. Han ved at han er gammel DTM mester, og han har ikke glemt hvordan det foregik, og at Schneider fik tæv i processen. Gary er også realistisk nok til at vide, at DTM meget vel kan ende med at blive hans bedste chance, det hele afhænger af Prodrives planer i F1 i 2008. Paffet er benhård, og han ved at der er en chance for et fabrikssæde i DTM i 2008, når/hvis Green og Hakkinen får en snor. Bare han kan holde fokus, for jeg ville virkeligt gerne se Paffet tilbage hvor han hører til. Helt i top, lige i gøglerkrogen på Schneider og Tom Kristensen i kampen om titlen. Lad os se, hvor hurtigt den 1-år gamle Mercedes kan køre!
10: Alexandros Margaritis, Persson Motorsport AMG-Mercedes C-Klasse 2006:
Aslak: Hold da kæft, hvor har jeg svinet den gut til! Den første sæson strøg han om sig med vragstumper, fordi hans store naturtalent for første gang i hans karriere ikke var nok til at give ham succes. Det kostede mange pilsnere til de stakkels Persson mekanikere. Stor ros til Mercedes for at holde fast i ham, og 2007 sæsonen bliver året, hvor han skal vise at han er værdig til en fabriks Mercedes. Tyskerne kaldte ham allerede sidste år ”sauschnell”, og han har arbejdet målrettet med sig selv. Nu er han nået så langt i sin modningsproces, at kun tekniske problemer grundet hans aggressive kørestil, samt sidste års 2005 racers mangler, afholdt ham fra en reel topplacering. Alex bliver farlig i år, og kampen om fabrikssædet 2008 står mellem Green, Paffet, di Resta og Alex. Og jeg ved godt hvem jeg satser på!
Benjamin: Ja, du har ikke sparet stakkels Margaritis for kritik. Og med rette: han har godt nok kørt med hovedet under armen, men modnedes utrolig meget i 2006. Iøvrigt interessant at både Margaritis og Spengler kom til DTM og Merceces samme år, men man må sige at de har vist sig at være vidt forskellige profiler. Margaritis er underholdende i sin kørsel, og havde mange stærke præstationer. Dog var der for meget klammeri med andre kørere samt et par episoder der kostede gode startplaceringer. Hvis han havde været mere stabil, havde han været den bedste kører i det uofficielle mesterskab for ’brugtvogne’. Jeg er dog meget spændt på hvordan det kommer til at gå internt i Persson-teamet, nu hvor Paffett er kommet til. Han er næppe lige så stor i sin støtte af Margaritis som Jean Alesi var det sidste år. Godt vi har Margaritis med – så er der også spænding i starterne... Super hurtig er Margaritis - og holder han raceren på asfalten bliver en virkelig stærk i 2007 (Foto: DTM)
11: Mike Rockenfeller, Audi Sport Team Rosberg Audi A4 DTM 2006:
Aslak: Porsche må have en dartskive med Ullrichs fede åsyn på, deres to fremtidige superstjerner mistede de samme vinter som deres RS Spyder program skulle brillere. Mike erstatter sammen med Luhr, Kaffer og Stippler hos Rosberg, og teamet er uden tvivl sat tilbage med to nye kørere på en gang. Mike er med sine 23 år den yngste Audi fabrikskører; allerede som 18 årig blev han Porsche fabrikskører, vandt som den yngste nogensinde, bare 19 år, sit første Porsche Supercup løb og blev som 20 årig Carrera Champion. Derudover har han også en GT2 klassesejr på Le Mans. Men; det er en stor mundfuld at komme fra en sportsvogn til DTM, og personligt rater jeg Luhr som den skarpeste af de to knive. Hans fokus er på Le Mans, og det kan ende med at blive hans endeligt, hans profil ligner i skræmmende grad den fyrede Pierre Kaffers. 2007 bliver op af bakke for Mike, som bestemt er en dygtig kører, men DTM kan godt ende med at blive lidt for meget for ham. Skarpere konkurrence finder man end ikke i Formel 1! Personligt havde jeg helst set Nicolas Kiesa som teammate til Lucas Luhr, så kunne han få lidt kærlighed..!
Benjamin: Det er da et klasse-køb Audi har gjort sig der. På det tyske kørermarked findes der ikke ret mange lignende kørere i deres klasse – og så er de tilmed purunge. Det er da et scoop for et mærke som Audi, og det har helt sikkert kostet en del knapper! Men jeg forstår din bekymring omkring DTM. Det er noget helt andet, og vi har set store kørere som Rinaldo Capello og Allan McNish falde igennem i DTM med et brag. Hvis de lærer at deres fokus OGSÅ er på DTM, så kan det godt blive en succes. Men de skal være meget villige til at lære. Om det på sigt fører til længere tids deltagelse i DTM synes dog svært at vurdere. Det er dog en yderst ambitiøs handel Audi har gjort der – måske endda lige for næsen af Mercedes der henter deres kørere fra formel-race. Hentet hos Porsche - Mike Rockenfeller (Foto: DTM)
12: Lucas Luhr, Audi Sport Team Rosberg Audi A4 DTM 2006:
Benjamin: ‘Den skarpeste af de to knive’ – det er nok den konklusion man når, efter at have læst 27 årige Luhrs generalieblad igennem. Mesterskaberne står jo nærmest i kø. Siden 1999 har han været fabrikskører for Porsche. Inden han blev 21 år havde han vundet på Le Mans, hvilket han har gjort tre gange i GT-klassen. Tre titler i ALMS – to i GT-klassen og en i LMP2, samt en i FIA GT. Så er man skarp! Men DTM? Det første år skal være et læreår, og jeg tror at Audi vil holde et godt øje med Rosberg-teamet. Der er investeret godt med penge i Luhr og Rockenfeller, så det kan kun være med det mål at de senere skal rykkes frem i rækkerne. Den af de to som klarer sig bedst får måske et fabrikssæde. Alene det burde kunne motivere dem. Eneste hage er dog at 2006 Audi’en måske nok ikke kan gøre det helt så godt som deres tilsvarende Mercedes modstandere. Så det bliver nok omkring 10.-12. pladserne at vi skal se duellerne.
Aslak: Jeg skal blankt erkende, at jeg glæder mig meget til at se Lucas i DTM. Det er et scoop Audi har gjort her, og Porsche fik virkelig en lussing da Luhr sagde ja til DTM. Han skal køre en 2006 bil, og du har ret i at det bliver et hårdt læreår. Men Audi har sikret hans motivation, klarer han sig godt så vil han være at finde i en R10 på Le Mans allerede i år. Team Rosberg er hæmmet af, at de har to uerfarne kørere, ligesom sidste år. Jeg tror at det hæmmer Luhrs chancer, når han ikke har en erfaren pilot at sparre med, og ganske som du nævner; Audi 2006 raceren er ingen match mod Mercedes racerne af samme aftapning. Luhr er den skarpeste kniv, i forhold til Rockenfeller, og Audi kan meget vel sammen med Premat have fundet guld. Det springende punkt er at DTM ikke bare er noget man kører, mange store kørere har før knækket halsen her. Men hold øje med midtfeltet, og kig efter den hvide Phillips Audi racer; Luhr kan man ikke holde tilbage. Den måske stærkeste af Audis nytilkomne (Foto: Audi Motorsport)
14: Susie Stoddart, Mücke Motorsport AMG-Mercedes C-Klasse 2005:
Benjamin: Den lyshårede brite fik ikke helt så meget opmærksomhed sidste sæson – desværre! For hun gjorde det faktisk rigtig godt. Hun var den af de kørere i 2-år gamle racere der kom tættest på at hente point, med en 9. plads på Hockenheim i finaleløbet. Ofte var det rivalinden fra Audi, Vanina Ickx der fik mest opmærksomhed, men jeg tror at det bliver anderledes i 2007. Susie kører fortsat i en 2 år ældre Mercedes-racer, og det er selvfølgelig en stor ulempe. Kommer hun til point vil det være fuldt fortjent. Hun skal bare holde foden på speederen.
Aslak: Piger i racing får aldrig retfærdighed, sådan er det bare, Benjamin. Det er synd, for Susie gør det fantastisk godt. Hun blev sidste år hæmmet af tekniske defekter, samt måske lidt skræmt over den noget bøllede kørsel, som midtfeltet byder på. Sue har glæde af sparringen med Mika Hakkinen, og jeg er ret sikker på at hun nu har fundet ud af, at hun er god nok til DTM. Masser af selvtillid, en bedre 2005 bil, og meget seriøs attitude til opgaven. Jeg ved ikke hvor højt vingerne bærer, men jeg glæder mig virkelig til at betragte skotten i DTM 2007. Jeg kan ligesom Susie godt huske navnene på dem, der undervurderede hende. Hun er grundlæggende en rigtig dygtig kører, og med den seriøse metode hun udviser, kan hun nå langt. I år er Vanina ikke hendes konkurrent, det er resten af feltet! Som Benjamin siger, bare giv noget gas, min pige! Susie Stoddart gør det godt i DTM - godt hun stadig er med! (Foto: DTM)
15: Daniel la Rosa, Mücke Motorsport AMG-Mercedes C-Klasse 2006:
Aslak: Seerne vil vide, at Dannyboy er en af mine personlige favoritter. Hvad han mangler i sexappeal, har han i højrefoden. Som Benjamin så ofte har sagt, kører de unge Formelkørere første sæson i DTM som en elefant i en glasbutik, og Daniel var ingen undtagelse i 2006. Men tror at Mercedes har arbejdet meget med ham, og jeg tror at han senest midt på sæsonen vil imponere, og indtil da vil han bruge sin nye teammate Paul di Resta som boksebold. Hvad der sker derefter, er svært at sige, jeg tipper Mücke Motorsport som årets overraskelse. Den kørersammensætning bliver svært spændende at følge!
Benjamin: Du så lyset i la Rosa før os andre – og stor cadeau for det. Det var først til sidst der kom styr på et par af unoderne. Dog er jeg helt grundlæggende i tvivl om hvorvidt talentet er stort nok til at føre det langt, qua hans ikke videre imponerende fortid i formel-race. Men man siger også at humlebien teknisk set ikke bør kunne flyve... Den orange Mercedes med la Rosa er stadig med - på vej mod stjernerne? (Foto: DTM)
16: Christian Abt, Audi Sport Team Phoenix Audi A4 DTM 2006:
Aslak: Bøllen fra Kempten, vil både Kiesa og Kristensen i lukket selskab kalde Toms teamchefs bror. Så sent som sidste år fandt Kiesa sorte flics i måsen på sin R11, det samme skete med teammaten Tom K under showløbet i Shanghai i 2004. Uanset Abts ringe empati og selektive hukommelse, så er Christian 100 procent ren racerkører, og han vil først opgive at gå efter sejren, den dag de flår rattet ud af hans kolde, døde fingre. Han overrasker altid, og til tider endda positivt. Hans store erfaring har ofte gjort, at han formår at kæmpe om placeringer, som andre i hans sted aldrig kommer i nærheden af. Men han kan nok takke sin bror for, at han ikke er endt hos Kolles TME…! Han var op til 2007 sæsonen uhyggeligt tæt på at ende hos den bulgarske tandlæge, kun sponsortækken hos pornokongen Heffner har holdt ham i den rigtige bil!
Benjamin: Hvis det var sympati der afgjorde DTM-kørerbesætningen 2007, så havde jeg gerne booket et sæde i Citroen 2CV Cup til Abt. Der var lidt for mange ’dirty tricks’ sidste år, og hans behandling af Kiesa i Barcelona var lige kreativ nok. Men som Aslak påpeger, kan han være utrolig hurtig og finde tid der hvor de andre har problemer. Flere års erfaring er grundlaget for de præstationer, men jeg synes at alderen er ved at indhente Abt. Abt er nok ikke den mest sympatiske kører - men han gør det normalt godt (Foto: Audi Motorsport)
17: Alexandre Premat, Audi Sport Team Phoenix Audi A4 DTM 2006:
Benjamin: Han har været teammate til de to GP2-mestre: Nico Rosberg sejrede i 2005 og rykkede til Williams i Formel 1. Året efter var han boksebold for Mercedes’ wonderkid, Lewis Hamilton. Efter to hårde sæsoner med direkte tæv fra sine holdkammerater er det forståeligt hvis selvværdet er i bund. Nu kigger han til DTM, hvor han omvendt også mødes med tidligere holdkammerater fra F3 Euroseries. Om det er fornuftigt for Premat må tiden vise, men eftersom han kommer til en klasse som teknisk er på Formel 1-niveau, er det næppe et skridt ned af stigen. Det er dog nogle helt andre konditioner der skal kæmpes under. Igen kan det blive et svært skifte fra formel-race og til de lukkede racere. Hans pejlemærke bør næsten blive Paul di Resta, der også kommer ind som helt ny fra formel-race. Og der tror jeg ikke at franskmanden vil være den bedste i den duel!
Aslak: Enhver der er teammate med Christian Abt, kan se frem til en spændende sæson. Jeg håber at Premat har boller nok til at sætte sig i respekt, overfor en af de mest dysfunktionelle kørere i feltet. Omvendt har Christian tonsvis af erfaring, men jeg må nok udtrykke en vis bekymring over dette projekt. Audi satser meget på Premat, da man er i færd med at forberede et generationsskifte. Så jeg håber at vi får mere at se til franskmanden, ingen tvivl om at han er hurtig. Men DTM biler er notorisk anderledes end formelracere, så det skal blive spændende at se, hvor lang tid det tager ham at vænne sig. Under alle omstændigheder kan det begynde at ligne sidste stop for en kører der lige mangler det sidste i Formel 1 sammenhæng. Kan Premat skifte hurtigt nok fra formel til touringcar? (Foto: Audi Motorsport)
18: Mathias Lauda, Persson Motorsport AMG-Mercedes C-Klasse 2005:
Benjamin: Det er næsten sket hver gang at Aslak har fisket efter min helt ærlige mening om Mathias Lauda. Han har fået den, men ikke i det officielle rum. Men så kommer den her: Han er talentløs! Det er det største omgang fyld. Han er heldig at have en far med et kendt efternavn, men det kan irritere mig at en klasse som DTM, der til denne sæson er blevet optimeret på så mange pladser med hensyn til talent, og så vælger Mercedes at beholde Mathias Lauda! Der er ingen fremtid i ham - også selvom han kører en gammel Mercedes. Kig på hans øvrige resultater. Jeg mangler stadig at se Mathias placeret på en 1-cifret slutplacering...
Aslak: Man skal ikke undervurdere den kommercielle værdi i yngel fra Le Mans legender og Formel 1 verdensmestre. Men få af dem bidrager til ret meget andet end teamets pengekasse, og er som oftest mest af alt i vejen. Jeg kan komme med en længere liste af kørere, som modsat Mathias har fortjent pladsen hos Persson. Alene det at Lauda nu kører hos Persson er en forfremmelse, til gengæld kan Mücke Motorsport glæde sig over at han er væk. På den anden side glæder jeg mig over, at 2007 sæsonen MÅ være sidste chance for seriens største blålys! Sorry Mathias (th.) - du lever på efternavnet. Overbevis os i 2007 eller læg hjelmen på hylden! (Foto: DTM)
19: Paul di Resta, Mücke Motorsport AMG-Mercedes C-Klasse 2006:
Aslak: Jeg har ikke glædet mig til noget så meget, siden dengang jeg var teenager og Kanal København startede med at sende ”voksenfilm”. Paul di Resta er helt klart manden, som Mercedes ad åre ser i Formel 1, den regerende F3 Euro Series mester er virkelig en lovende profil. DTM testen mod Elgaard viste også, at formelknægten har en utrolig speed. Men DTM med den krævede meget smooth kørestil har det med at ryste F3 kongerne, og så må vi se om Pauls psyke kan stå sig mod Daniel la Rosas. Men gør Paul det godt, så kan han meget vel allerede i 2008 arve Jamie Greens fabrikssæde. Mit tip er dog, at Rosa får krammet på ham i starten, hvad der derefter sker, bliver forbudt for børn!
Benjamin: Han bliver et hit! Stensikkert! Jeg er slet ikke i tvivl om det. Det er noget af et sats at lade ham gå vejen til DTM fremfor GP2, som jeg havde set som mere naturligt. Hvis han skal mod Formel 1 og det skal være sammen med McLaren og Mercedes, så tror jeg dog at det kommer til at tage noget tid. Spørgsmålet er som om DTM kan sætte hans udvikling i stå. Han har alle muligheder for at måle sig med ligemænd – Gary Paffett og Jamie Green der har været omkring samme rute. Måske skal han forsøge at lære lidt af dem begge – Paffett har vist at det kan lade sig gøre at finde rytmen, mens han fra Green kan lære hvordan det ikke altid skal gøres. Jeg tror at Rosa blive Resta’et... Skotsk comeback - nu med Paul di Resta (Foto: DTM)
20: Adam Carroll, Futurecom TME Audi A4 DTM 2005:
Benjamin: Frem til det sidste kunne vi kun gætte på hvem der skulle køre den sidste Futurecom TME-racer. Indtil det sidste stod kampen mellem Nicolas Kiesa og Adam Carroll? Der er var også andre bud undervejs, men det faldt til sidst ud til fordel for Carroll. Spørgsmålet er dog om han har penge nok til en hel sæson, da det jo har været det som der har været lidt problemer med - så måske kunne Carroll kun lægge til den første del af sæsonen, og siden løbe tør. Carroll gjorde det fantastisk på Oschersleben, så det er en kompetent kører TME har fået fat i. Igen bliver TME-teamet nok prügelknabe i DTM – her handler det ikke om at vinde med om at være med.
Aslak: Det blev Adam Carroll, der endte med at skulle styre Kiesas R12. Selvom bilen er et kvantespring i forhold til museumsstykket R11, så bliver det op ad bakke at køre for den bulgarske tandlæge. Teamets ledelse har ikke infrastrukturen, og det er tydeligt at teamet er i sporten af kommercielle eksponeringshensyn, frem for egentlige sportslige ambitioner. MEN tag fat i mekanikerne – de var ved at krone Nicolas til helgen da han satte absolutte hurtigste tid i Ekströms gamle øg sidste år. Og da Kiesa valgte at køre motocross og betalte prisen, kom invalideskiltet frem på bilen. Så elsk teamet alligevel, de elsker hvad de gør. Adam Carroll starter fra bunden af DTM - men er super kompetent (Foto: DTM)
21: Vanina Ickx, Futurecom TME Audi A4 DTM 2005:
Aslak: Spørgsmålet er, hvorvidt Vaninas psyke har haft godt af sin deltagelse i DTM; som så mange før hende er det Audis deltagelse med R10 på Le Mans der trækker, DTM kan meget vel ende med blot at blive midlet mod målet. Et mål som hun ikke når, hvis det bliver ved med at gå skævt. Vanina har heller ikke det bedste udgangspunkt; en R11 i 2006 er som at tage en knækket kniv med til en pistolduel. Kampen mod Susie Stoddart skal man ikke lægge for meget i, de har af samme årsag langt fra haft lige odds. Spørgsmålet er om hun selv tror på det mere, DTM feltet er hårdere end Formel 1, og jeg vil ikke blive overrasket hvis hun dropper det hele midseason, hvis det går skævt. Hun er sin egen værste fjende, og hun havde nok klaret sig bedre, hvis hendes far havde heddet noget andet.
Benjamin: Der har nok været lidt for høje forventninger til Vanina. Ambitionerne om at køre Audi på Le Mans synes ikke at være så store længere. Tror du kan få ret hvis det viser sig at DTM bliver for stor en mundfuld. Der var perioder sidste år hvor det lignede en katastrofe, og kun få lyspunkter. Måske hun skal finde sig til rette i noget sportsvogns-race, hvor konkurrencen ikke er helt så tæt. Hun er nok endt på den forkerte hylde. Vanina har ikke virket overbevisende i optakten til 2007 (Foto: Audi Motorsport)
Her var budet på de 12 første kørere i feltet - i morgen gives der bud på hvordan fabrikskørerne klarer sig - de fire fra henholdsvis Audi og Mercedes!
Benji & Aslak Vind
Læs mere om: 22/04/07 - Hockenheim - DTM |