Go Kart   27/04/07

DM-premiere i Go Kartens superliga
Grindsted Gokart Klub (GGK) kan midt i maj præsentere Danmarks skrappeste karting-kørere, som stævner til Sydjylland og de to første afdelinger af rangliste-turneringen: Peugeot Super Kart (PSK).

- GGK er Jyllands største motorklub inden for karting, forklarer løbsleder Allan Spicker. - Vi glæder os derfor specielt til at præsentere klubbens toptalenter på hjemmebane, som blev renoveret med ny asfalt ved banens 40 års jubilæum i 2005. Til DM-premieren har vi givet faciliteterne et ekstra lift, og bl.a. kan GGK præsentere et splinternyt højttaler-anlæg til løbsweekenden: 12.-13. maj.

Flere af klubbens kørere er som sagt involveret i internationale serier, og har allerede kørt sig i konkurrenceform ved deltagelse i sydeuropæiske arrangementer.

Sidste års vice-danmarksmester og nr. 2 i Peugeot Super Kart 2006, Bo Sørensen fra GGK, ser frem til at køre på hjemmebane:


Bo Sørensen kan lide at køre go kart under alle vejrbetingelser.
(Foto: Kirketerp)

- 2007 bliver et skelsættende år for international karting. Man har udviklet nye motorer med flere hestekræfter og lavere støj-niveau, som samtidig får Danmarks-debut på Grindsted Gokart Ring. Jeg har prøvet det nye grej på rundbaner i Italien, Belgien og Tyskland. Omgangstiderne er blevet afkortet i forhold til sidste år med de gamle motorer. Der sker derfor virkelig noget, når der trædes på speederen.

Gennem sæsonen er de danske kart-kørere involveret i europæiske løbsserier, men gør sig samtidig gældende i de nationale mesterskaber uden for Danmarks grænser.

- Vi prøver i 2007 kræfter med det stærktbesatte tyske mesterskab, fortsætter Bo Sørensen. - Den tyske premiere foregår i weekenden efter påske på Tysklands nyeste motorsportsstadion i Oschersleben lidt øst for Hannover.

Bo Sørensen deltager i den internationale kronprinse-klassen: ICA Junior, som i forbindelse med motorlanceringen skifter navn til KF3. Peugeot Super Kart 2007 bliver den første tætte styrkeprøve med klubkammeraten, Lars Sørensen, som kører med i det åbne italienske mesterskab:


Lars Sørensen prøver kræfter med det åbne italienske mesterskab i KF3.
(Foto: Kirketerp)

- I Italien kan karting afvikles hele året rundt, og kartens hidsige motor appellerer samtidig til sydeuropæernes lidt iltre temperament. Støvlelandet præsterer derfor mangfoldige udviklere af motorer og chassiser. Gennem den danske Birel-importør får vi support af semi-fabriksteamet: Savani Competition, hvilket har udviklet mig meget som go kart-chauffør gennem de sidste par måneder.

GGK har fået kvalificeret assistance omkring stævnespeaker. Sydjyden Jesper Carlsen er vinder af flere internationale mesterskaber i karting, og har været medkommentator på flere DTC-transmissioner hos TV2 Zulu.

- Jesper Carlsen kender de fleste kringelkroge i dansk og international banesport, oplyser Allan Spicker. - Han har boet nogle år i England som professionel motorsports-udøver., men kærligheden til karting er aldrig rustet væk. Som altid er der gratis entré for publikum til GGK-arrangementet, og tilskuerne vil derfor få serveret mange anekdoter fra et spændende racing-liv i ind- og udland.

GGK forventer omkring 90 karting-teams til start i de 3 udskrevne klasser i Peugeot Super Kart.

Åge Kirketerp Jensen


Læs mere om:
  • Bo Sørensen
  • Betty Racing

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto