Le Mans   14/06/07

Jan Magnussens Corvette nummer fem
Le Mans- i første kvalifikation
Jan Magnussens Corvette C6.R var femte hurtigst i GT1 klassen, da den første kvalifikation til dette års 24 timers Le Mans blev flaget af ved midnatstid onsdag.

Det er Jan Magnussen, der er betroet opgaven med at kvalificere Corvetten med startnummer 63 og det var meningen, at han skulle have sine første omgange i bilen mod slutningen af kvalifikationens første to timer, der blev afviklet fra kl. 19-21.
Men en voldsom ulykke betød rødt flag og da kvalifikationen igen blev genoptaget, var det med Jan Magnussen klar bag rattet i den amerikanske sportsvogn.
Jan Magnussen nåede dog ikke at køre en eneste meter, da regnvejr på den 13 kilometer lange banes fjerneste del, startede næsten samtidig med, at der blev givet grønt flag og det gjorde det nyttesløst at køre ud og forsøge at sætte en tid og derfor blev Magnussen skubbet tilbage i pit.


Jan Magnussen brugte meget tid på at vente i sin Corvette C6.R under kvalifikationen på Le Mans.
(Foto: Jan Kaiser)

Da de sidste to timer af kvalifikationen blev sat i gang kl. 22, var det atter med Jan Magnussen bag rattet. Han ventede længe i bilen, men da banen fortsat var våd, og da den ikke tørrede op som håbet, anså man det for nyttesløst at Jan Magnussen skulle forsøge at sætte en supertid. Derfor valgte teamet, at kørerne lige så godt kunne få afviklet deres påkrævede omgange i mørke og sendte først Johnny O’Connell og siden Ron Fellows på banen. Jan Magnussen kom i bilen som sidste mand og afviklede derfor sine første omgange i dette års Le Mans i mørke. Men medens Magnussen var på banen rapporterede han ind til pitten, at banen tørrede op og det måske alligevel var muligt at forsøge at sætte en hurtig tid.

Jan Magnussen kom derfor i pit og fik bløde løbsdæk på bilen. Det lykkedes Jan Magnussen at forbedre tiden, dog ikke med så meget, som den hurtige dansker havde håbet på og dermed blev det til en foreløbig femte startplads blandt de 15 biler i kvalifkationen.

”Set i bakspejlet, var jeg nok ikke helt klar til at kvalificere bilen, sådan som aftenen udviklede sig. Jeg havde ikke kørt på banen medens det var lyst og derfor havde jeg ikke fået skabt mig nogle pejlemærker, som jeg kunne bruge som bremsemarkeringer i mørket. Der var derfor ingen grund til at satse 100%, da det samtidig ville være rigtig nemt at komme udenfor det tørre spor og smadre bilen. Vi har en chance mere til kvalifikationen torsdag aften, så hvis ikke regnen kommer, som vejrudsigten lover, så giver vi det et forsøg igen i morgen” sagde Jan Magnussen efter kvalifikationen.

Jan Kaiser
JanMagnussen.com
KevinMagnussen.com


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Corvette Racing
  • Le Mans
  • 16/06/07 - Le Mans - Le Mans

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto