Danish Touringcar Challenge   28/06/07

JM Racing nærmer sig toppen i DTC
JM Racing og de andre teams i Danish Touringcar Championship holder nu pause efter forårssæsonens sidste løb, og for teamet fra Grindsted er der tale om en god sommerferie.

Førsteholdet JM Racing indtager således andenpladsen i teammesterskabet efter weekendens Padborg Open, hvor Michael Outzen (Ringe) scorede to fjerdepladser, mens teamkammeraten Tom Pedersen (Christiansfeld) leverede et brag af en opkørsel, da han i et af løbene startede fra pitten og kørte sig frem på sjettepladsen.

”Det lå i støbeskeen til, at vi kunne have fået det helt store ud af det i weekenden,” siger teamchef Jens Ole Mathiesen (Grindsted). ”Hvis Michael ikke havde han lavet den bommert, at han havde overhalet i gul flagzone, så kunne han være startet i første række og endt længere fremme. Men vi er godt tilfredse, for hvis det er de uheld vi får, så er det i orden.”

”Det er rigtigt fedt, at jeg nu ligger som toer i mesterskabet, og det er vanvittigt fedt, at det er en, der lige har kørt Le Mans, som jeg som privatkører deler den placering med,” siger Michael Outzen, der skabte grundlaget for sin aktuelle placering med en fjerdeplads i finalen. ”Jeg prøvede hårdt på at komme op til Kurt Thiim, men jeg brugte mine dæk for meget, og jeg kom for sent i gang med at køre ham ind. Havde jeg været oppe ved ham, så kunne jeg have gjort noget ved ham.”

Det eneste, der generer Michael Outzen, er, at han kom til at overhale i gul flagzone i et af heatene.

”Det var ikke så godt,” indrømmer han. ”Jeg må ærligt erkende, at jeg var så optaget af at skulle komme forbi Jens Møller, fordi der kom folk bagfra med slicks, som pressede på. Det var reelt ikke planen, at jeg ville overhale ham, men der var et hul, og jeg kunne ikke huske om der var gult flag eller hvad, og så greb jeg chancen.”

En af de kørere, som kom bagfra på slicks på en racerbane, der var startet med at være våd for så at blive tør, var teamkammeraten Tom Pedersen. Han havde valgt at satse i allersidste øjeblik.

”Jeg kaldte ind til min mekaniker Kim og spurgte, hvordan det så ud med vejret,” fortæller sønderjyden. ”Kim vidste ikke rigtigt, hvad han skulle sige, og det var først nede ved pitindkørslen, at han sagde over radioen, at vi skulle skifte, og det virkede jo. Jeg skulle så starte inde fra pitten, og så blev jeg sekser, men der gik to-tre omgange, inden dækkene begyndte at virke.”

Peter Ager (Esbjerg) havde sin hidtil bedste weekend, efter at han er rykket op i DTC-klassen. På den skiftevis våde og tørre Padborg Park var han med fremme i bedste halvdel af feltet – så længe det varede.

”Det gik fantastisk godt i regnvejr, hvor jeg kørte mig fra nummer 21 til nummer otte i første heat, hvor jeg bliver nummer ni. Havde jeg vidst, at jeg lå otter i første heat, så havde jeg ikke ladet Casper Elgaard slippe forbi,” siger Peter Ager. ”Hvis dette her er trenden fremefter, så er det meget positivt. Men det kunne være rart at starte som 12-13 i første løb, så kunne jeg måske komme længere frem.”

Men for Peter Ager har succes'en også sin pris.
”At starte som nummer ni to gange er hårdt. Det koster noget karrosseri. De andre er fuldstændigt kolde,” siger han. ”I starten presser Magnussen mig ud på græsset, og senere kører Kasper Jensen bare ind i siden på mig. Der skete ikke nævneværdige skader på bilen, men den kunne bare ikke starte igen.”

JM Racings to sidste kørere i Danish Touringcar Championship, René Rasmussen (Frederikssund) og Camilla Stephansen (Horsens), gennemførte alle tre heats på Padborg Park, og i finalen blev de henholdsvis nummer 14 og 20.

”René gennemførte tre heats, og han er ved at finde bilen mere og mere. Camilla kommer tættere og tættere på. Hun får samlet point sammen i privat cuppen, så jeg synes, at det taler for sig selv,” siger teamchef Jens Ole Mathiesen.

JM Racing


Læs mere om:
  • Michael Outzen
  • Tom Pedersen
  • JM Racing
  • Padborg Park
  • 24/06/07 - Padborg Park - Danish Touringcar Challenge

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk