Efter en skuffende indsats på Jyllands-Ringen blev bilen igen gennemgået minutiøst. Alt blev kontrolleret og justeret inden bilen blev testet på rullefelt. I forhold til tidligere målinger var motoreffekten steget med 8 hk og momentet med 20 nm, så bilen kunne næppe fejle noget. I ugen op til Padborg Open kørte teamet til Padborg Park for at teste og her viste bilen virkelig sit potentiale. ”Jeg kørte på tider, der matchede Kim Lunds”, fortalte Anders Majgaard en aften over telefonen. Ikke overraskende var der stor optimisme forud for løbet, og der var en helt klar målsætning om at komme langt frem under tidtagningen.
Til første træning eksperimenterede man lidt med dæk og undervogn, og det gav en rimelig tid, men var ikke markant bedre, og bilen blev derfor sat tilbage til den gennemprøvede indstilling. Her er det så, at Anders begynder at få grå hår i hovedet. Under tidtagningen bliver bilen igen fuldstændig bovlam. ”Jeg fatter ikke en lyd af det”, fortalte Anders efterfølgende over en sodavand. ”Vi har sat bilen op som under test, og alligevel mister jeg et sekund pr omgang til Kim Lund. Jeg kan ikke engang følge Alfa’erne på langsiden!” Bilen havde et godt greb, men der var en tydelig forskel på Anders og Thomas Mortensen, som også kører BMW. Fra pitlane lød det nærmest som om, at Anders listede sig gennem svinget for enden af langsiden i tredje gear. Med en langsom bil kan man kun forsøge at køre helt perfekte linier gennem svingene for på den måde at få den maksimale fart med ud af svinget. Alt taget i betragtning var en startplacering som nummer femten, derfor ikke nogen katastrofe.
Anders Majgaard med dug på ruden. (Foto: Spider-Web.dk)
Søndagen begyndte med fint vejr, men næsten på klokkeslæt indfandt regnvejret sig for at tage del i dagens motorløb. Med startplaceringen nede i feltet var det absolut ingen spøg at komme gennem starten. Alle vil første gennem svinget, der er ikke meget greb i dækkene og i tilgift er det meget begrænset, hvad man kan se på grund af vandtåge, men det lykkedes at holde pladsen lige efter Kent Iversen og følge ham op gennem feltet. Et par omgange inde i løbet kom der gult flag og Safety Car og på det tidspunkt begyndte duggen at sætte sig tykt på forruden. Da løbet blev givet fri fortsatte duggen med at genere udsynet, og Anders kunne ikke starte blæseren. Det kostede en tur gennem pitten, da bremsepunktet for enden af langsiden blev passeret for fuld fart, og så var ekvipagen rykket ned som nummer 25. På løbsgrafikken ses resultatet af forbremsningen på sjette omgang meget tydeligt.
Anders Majgaard, Rene Hoff og Lars Gaardsøe. (Foto: Spider-Web.dk)
Resultatet fra første heat var lig startnummeret til andet heat, så det eneste lyspunkt var muligheden for at score flest overhalinger. Starten gik igen godt og der blev vundet en del pladser. Desværre kan man ikke på løbsgrafikken se avancementet på første omgang, men at vejret var skyld i en masse positionsskift, er der vist ingen tvivl om. Denne gang var der ingen tvivl om, hvordan man tændte for blæseren, og Anders fik afprøvet alle måder overhalingsmuligheder på Padborg Park. ”Det var helt vildt. Jeg overhalede venstre om og højre om – i gennemsnit havde jeg en - to overhalinger per omgang”. Det helt store smil var fremme, da Anders fortalte om løbet. Et avancement fra nummer 25 til 7 over 10 omgange taler sit tydelige sprog. ”Sidste omgang var helt forrygende” fortsætter Anders. ”Jeg lå lige efter Hoff og Gaardsøe. Hoff lukkede godt, så jeg satsede, gik på ydersiden og pressede hårdt på hele vejen. Desværre ramte jeg Gaardsøe, og det siger jeg meget undskyld for”.
Nu står den på sommerpause – eller i hvert fald pause – indtil August-løbet på Padborg. En status for første halvdel af sæsonen er præget af skuffelser over de mange drillerier med bilen. Alligevel er der en god del optimisme forud for sidste del af sæsonen, og det skyldes de gange bilen har kørt upåklageligt men ikke mindst det arbejde som alle på teamet og Arne Staun udfører. Også supporten fra sponsorer og venner tæller stærkt med, når man kigger fremad, og målsætningen for året er stadig indenfor rækkevidde. Og så er det trods alt et år, som er sat af til at få kørt teamet og bilen i stilling til næste års angreb på titlen.
For teamets anden kører, Jesper Ternvalt, var det igen en weekend med blandede oplevelser: ”Jeg synes også, at Camilla er en sød pige, men vi kan altså ikke blive ved med at mødes på denne måde.” Det var en slet skjult hentydning til, at de igen (igen – igen) havde været i nærkontakt ude på banen, og det havde kostet skader og placeringer. Under Last Chance gik det ellers rigtig godt, men en punktering betød, at det hele endte i sandkassen. I første heat gik det galt allerede på første omgang, men heatet blev kørt til ende. Andet heat var markant bedre og man kan på løbsgrafikken se, at der faktisk også var aktivitet i den ende af feltet. Heatet var selvfølgelig præget af den kraftige regn lige inden starten og de forkerte dækvalg, som mange teams tog. Men igen blev heatet kørt til ende trods store problemer med smeltende dæk. ”Jeg måtte finde den helt brede kørestil frem – hurtigt er det ikke, men det giver noget for publikum at kigge på”, grinede Jesper efter heatet.
Jesper Ternvalt på vej gennem Audi-kurven. (Foto: Spider-Web.dk)
Finaleheatet blev til en afveksling kørt på tør bane, og på løbsgrafikken kan man se, hvor meget det betyder for overhalingerne. Det er tydeligt, at på tør bane, så finder man bare en plads i toget, og derfra er det svært at komme videre frem. ”Jeg fik point med hjem, og det er tydeligt, at jeg bliver bedre og bedre til at køre bilen. Jeg glæder mig til resten af sæsonen.”
JA Motorsport Spider-Web.dk Jan Gripping Læs mere om: Anders MajgaardJesper TernvaltJA MotorsportPadborg Park24/06/07 - Padborg Park - Advan Cup |