De tre herrer med sølvfarvede tindinger havde en god weekend til Copenhagen Historic Grand Prix. På den midlertidigt opførte bybane omkring Fælledparken i København fandt holdet for alvor farten i de klassiske Porsche 356'ere. Nok er det ikke nye biler, men de bliver ikke sparet. (Foto: Spider-Web.dk)
I de flotte rammer i den solbeskinnede park vandt Kenneth Strandby således suverænt søndagens 2. heat i 0-1600ccm-klassen for biler bygget frem til 1965 sekunderet af Peter Iversen på 2. pladsen. En kørefejl kostede ham nogle sekunder, men det fik ingen betydning for placeringen. Thorkild Stamp fik en 5. plads i sin klasse.
En glad Kenneth Strandby med weekendens høst. (Foto: Spider-Web.dk)
Men bilerne når dårligt nok at komme hjem på Peter Iversens Porsche Classic-værksted, før de skal ind i den store, sølvfarvede lastvogn igen. Allerede onsdag sætter teamet kursen mod den legendariske Nürburgring, hvor et af Europas største, historiske racerløb finder sted i næste weekend. "Selvfølgelig skal vi derned og køre" fortæller Kenneth Strandby, der satser på at levere gode resultater på den tyske bane.
Thorkild Stamp glæder sig til at prøve kræfter med Nürburgring i den kommende weekend. (Foto: Spider-Web.dk)
"Vi kører historisk race for oplevelsernes skyld, og ganske som med Copenhagen Historic Grand Prix, bliver det en kæmpe oplevelse at komme til Nürburgring og køre." Selvom det ville passe godt til bilernes alder, skal løbet dog ikke køres på den berømte og berygtede Nordschleife. Det er de tre sølvræve nu også godt tilfredse med: "Det kunne da nok være meget sjovt, men det er heller ikke helt ufarligt at køre på den bane - og med de her biler kan man jo ikke bare gå ned til forhandleren og købe nogle nye dele" mener Thorkild Stamp, der også var godt tilfreds med weekendens resultater.
Spider-Web.dk Kim Gripping Læs mere om: Fælledparken05/08/07 - Fælledparken - CHGP |