Sidste års EM-bronzevinder kørte sig frem på andenpladsen i mesterskabet Efter flere forgæves forsøg lykkedes det ikke bare Johan Jokinen, Frederiksberg, at vinde sin første sejr i Formel Ford på Padborg Park. Den 17-årige gymnasieelev tog for en god ordens skyld også lige sin anden sejr i træk med, når han nu var i gang med at køre fra sine konkurrenter i talentudviklingsklassen. I det andet heat, der foregik søndag, endte Johan Jokinen som en ganske suveræn vinder, idet han sejrede med over fire sekunders forspring til nærmeste konkurrent. Men i weekendens første heat, der foregik lørdag, måtte han til gengæld kæmpe langt mere for sejren.
Christian Markussen (52) og Johan Jokinen (48) satte deres præg på weekendens to Formel Ford-løb på Padborg Park. Men det var Johan Jokinen, som vandt dem begge. (Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)
Her lå han som en del af en trio, hvor de to andre medlemmer var Ronni Jensen, Næstved, og Christian Markussen, Ishøj, og disse tre kørere havde en meget hård kamp. Det så længe ud til, at Christian Markussen ville vinde, men pludselig lykkedes det både Ronni Jensen og Johan Jokinen at passere ham, og endvidere kom Johan Jokinen også forbi Ronni Jensen, så han kunne tage sin første sejr i et tæt løb, hvor trioen kom i mål indenfor et sekund, og hvor Christian Markussen satte en ny banerekord.
Johan Jokinens suveræne kørsel søndag gjorde dog ikke, at dette andet heat var kedeligt. Langt fra. På en af de første omgang lykkedes det således Ronni Jensen kortvarigt at føre løbet, men Johan Jokinen slog tilbage, hvorefter han kunne trække fra forfølgerne, hvor der blev en hård kamp om de sidste podieplaceringer.
Kampen stod her mellem Ronni Jensen og Christian Markussen, og sidstnævnte blev alvorligt handicappet af, at han på et tidspunkt lavede en for hård opbremsning, så hans ene fordæk blokerede. Det gav en såkaldt flat spot, hvor bilen hver gang blev stoppet med en røgsky til følge, men han kunne dog alligevel holde fast i tredjepladsen til mål, selv om han kom under pres.
Dette pres kom fra Marco Sørensen, Svenstrup. Nordjyden havde haft et større uheld under lørdagens løb, hvor han rykkede et par hjulophæng af sin Van Diemen. Den blev dog genopbygget til søndagens løb, hvor han måtte starte bagest, men det lykkedes ham alligevel at arbejde sig frem til en fjerdeplads i mål, lige efter Christian Markussen. Morten Alstrup Læs mere om: Christian MarkussenJohan JokinenPadborg Park19/08/07 - Padborg Park - F1800 |