Clio Cup - DK   06/09/07

Topkvartet kæmper videre i Casinoportalen Clio Cup
Clio CupKampen er hård i Danmarks hurtigste mærkeklasse
Dette års udgave af den hurtige mærkeklasse Casinoportalen Clio Cup har vist sig som en meget jævnbyrdig affære. Mens sidste års mesterskab var en reel duel mellem blot to kørere, så er der mange flere deltagere, som er kommet til fadet i denne sæson.

Intet mindre end fire kørere har indtil videre kunnet bestige sejrspodiets øverste trin. Jacob Kristensen, Selling, Petter Granlund, Norge, Brian Mikkelsen, Vejle, og Martin Clausen, Skærbæk, hedder sæsonens fire løbsvindere til dato, og det er faktisk en bemærkelsesværdig præstation, som kvartetten har leveret. De er nemlig alle først i denne sæson blev noteret for deres første sejre i Casinoportalen Clio Cuppen, selv om de har op til flere sæsoner bag sig…

Dette forhold understreger også, hvor hård kampen er. Man kommer ikke bare lige ind fra gaden og vinder i Casinoportalen Clio Cup, og derfor må man også forvente, at topkvartetten kæmper videre om podieplaceringerne, når årets sjette afdeling af serien køres i weekenden ved Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen.


Kampen er hård i Casinoportalen Clio Cup. Her har Martin Clausen lagt sig i front foran Jacob Kristensen og Brian Mikkelsen, mens kørere som Bjørn Smedegaard Laursen (yderst til venstre), Thomas Wulff og Claus Christensen også presser sig på.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

At pege på nogen favorit er så godt som umuligt. Jacob Kristensen, Petter Granlund og Martin Clausen har således alle bevist, at de kan vinde på racerbanen ved Silkeborg, men selv om Brian Mikkelsen endnu har sin første sejr til gode her bag rattet af sin Renault Clio Sport, så må man ikke afskrive ham. I tre af de fire løb, der i denne sæson er blevet kørt på FDM Jyllandsringen, har han også været med på podiet.

Men selv om Casinoportalen Clio Cuppen i høj grad præges af førnævnte førerkvartet, så er der meget stor kvalitet hele vejen ned gennem rækkerne i feltet, og man skal bestemt ikke afvise, at man ved Grand Prix Danmark kan komme til at opleve sæsonens sejrherre nummer fem!

Claus Christensen, Århus, er den af sæsonens debutanter, som har klaret sig bedst. Han indtager aktuelt en sjetteplads i den samlede stilling efter at have opnået fem top 6-resultater indtil videre i sæsonen. En enkelt gang har han også haft lejlighed til at bestige podiet, og med den fremdrift, som han har vist i løbet af sæsonen, er det bare et spørgsmål om tid, før han får lejligheden til at slå til.

Christian Jakobsen, Børkop, Søren B. Mortensen, Låsby, og Bjørn Smedegaard Laursen, Nimtofte, er tre andre chauffører, der i denne sæson er blevet noteret for top 3-placeringer, men kampen er hård. Det har derfor været svært for dem at bakke disse podieplaceringer op med andre topresultater, hvorfor de ligger placeret længere nede i klassementet. Men på dagen kan de sagtens følge med og kæmpe om at blive blandt de tre bedste ved Grand Prix Danmark.

Her kommer feltet i øvrigt til at byde på et gensyn med en kører, der tidligere har været fremme i forreste række. Det er den tidligere DTC-kører hos Toyota Castrol Racing, Jakob Sund, Skagen, som efter mere end tre års pause gør et comeback til sporten. Han stiller ved Grand Prix Danmark og Valvoline DM-finalen op for Autoforum Racing Team Silkeborg i Casinoportalen Clio Cup.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 09/09/07 - Jyllandsringen - Clio Cup - DK

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk