Danish Endurance Championship   08/10/07

Dramatisk afslutning på årets sæson i langdistanceløb
DEC - Danish Endurance ChampionshipSejrene og en enkelt titel blev først afgjort i 4-timers løbets afsluttende minutter

Lørdag sluttede årets sæson i langdistanceløb på asfaltbane på Padborg Park, og selv om finalen ligesom de tre foregående afdelinger foregik over hele fire timer, så endte det med, at afgørelsen i flere af divisionerne først faldt i de afsluttende minutter af løbet – både hvad angik dagens vindere, men så sandelig også årets mestre.


To af årets mestermandskaber. Forrest Tom Pedersen/Jesper Kristoffersen (201), der blev mestre i division 2 med deres Honda S2000, foran den Porsche 996 GT3 Cup, som Per Rosenkilde-Hansen/Tommy Schröter/Casper Kirk Johansen kørte til titlen i division 3.
(Foto: Morten Alstrup)

Den mest dramatiske afgørelse kom i division 1 for de mindste biler. Her var et af favoritmandskaberne med Flemming D. Olsen/Jens Erik Hansen/Jens Henrik Hansen, Roskilde/Havdrup/Havdrup, tidligt blevet sat ud af spillet, da de var blevet sendt af banen i et sammenstød med en hurtigere bil. Det syntes at gøre tingene nemmere for Keld Brændgaard/Johnni Andersen/Frankie Jørgensen, Vedbæk/Horsens/Horsens, men så løb de ind i problemer med en knækket trækaksel, som satte dem langt tilbage.


Frankie Jørgensen, Johnni Andersen og Keld Brændgaard sikrede sig mesterskabet i division 1, selv om de ikke fik den bedste start på dagen med reparation efter en brækket trækaksel.
(Foto: Morten Alstrup)

Dette medførte, at Werner Wounlund/Bjørn Larsen, Ishøj/Greve, nu pludselig befandt sig i front for divisionen, og da deres mintgrønne Citroën Saxo efter en sæson med mange vanskeligheder syntes at køre problemfrit, fik de oparbejdet et forspring på fem omgange til nærmeste konkurrent. Ikke bare sæsonens første sejr, men også et muligt mesterskab ventede ude i horisonten. Men mindre end 20 minutter før det ternede flag begyndte bilen at ryge kraftigt, og Bjørn Larsen kørte i pit, hvor mekanikerne fik hældt ekstra olie på bilen, inden den atter blev sendt på banen. Men Bjørn Larsen var tydeligt stækket, og da en Volkswagen Lupo med Lasse Pedersen/Chris Larsen/Kristen Laursen, Juelsminde/Horsens/Horsens, gik forbi dem, var ikke blot muligheden for dagens sejr forspildt, men også chancen for mesterskabet. Det gik i stedet til Keld Brændgaard/Johnni Andersen/Frankie Jørgensen.


Werner Wounlund og Bjørn Larsens mesterskabschancer forsvandt sammen med olien på deres Citroën Saxo mindre end 20 minutter før afslutningen af løbet på Padborg Park.
(Foto: Morten Alstrup)

I divisionen 2 for bilerne mellem 1601 og 2000 cm 3 havde Tom Pedersen/Jesper Kristoffersen, Christiansfeld/Gentofte, et solidt forspring i mesterskabet, men det var stadigt vigtigt for dem at komme i mål for at blive mestre. Det så også godt ud for holdet, for under den sidste time af løbet lykkedes det deres tredjemand, Jens Enemark, Kruså, at lægge sig i front af divisionen og indhente rivalerne til titlen, Martin Clausen/Ulrik Larsen, Skærbæk/Asperup, med en helt omgang. Men seks minutter før det ternede flag var der ikke mere batteri på den førende vogn, som stoppede ude på banen, og selv om det nu var deres værste rivaler, som vandt, så havde holdt kørt så langt og scoret så mange points, at Tom Pedersen/Jesper Kristoffersen kunne blive mestre i division 2.

I division 3 stod kampen på Padborg Park i dag mellem to Porsche-hold. Casper Kirk Johansen/Per Rosenkilde-Hansen/Tommy Schröter, Vejle/Vojens/Vojens, lagde ud med at føre, men over den første tredjedel af løbet var Danny Rasmussen/Jens Hansen, Helsingør/Skodborg, aldrig mere end et sekund fra dem. Casper Kirk Johansen/Per Rosenkilde-Hansen/Tommy Schröter var dog noget mere effektive under deres to obligatoriske pitstops, og det betød, at de ikke bare vandt løbet generelt med to omganges forspring, men også tog sejren i divisionen og dermed mesterskabet.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 06/10/07 - Padborg Park - Danish Endurance Championship

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto