- semifinale på Padborg Park Da først efterårssolen havde fordampet det tykke tågedække over Padborg Park, kunne deltagerne i Special Saloon Car Challenge stærkt forsinket få afgjort deres semifinale over tre afdelinger. Om det var ventetiden eller udsigten til de mange rare point, så gik feltet til både stålet, samt glas- og kulfiberen i nogle meget underholdende løb, hvor der ikke blev givet ved dørene. Mindst af alle af weekendens suværene vinder Lars Schönemann, der med lidt held og meget fart kunne sikre sig challengetitlen før tid.
Porsche-køreren var hurtigst fra første til sidste meter, men måtte dog overlade pole til BMW-køreren Michael Klostermann, efter en overhaling i gul flagzone i tidtagningen. Som topkørere i henholdsvis gruppe 1 og 2 var bonuspointene for pole deres, mens Hans Elnegaard og hans Lotus Elise var eneste registrerede deltager i gruppe 3. Ret beset havde han både Jesper Bisgaard og Jacob Vestergaard i lignende biler foran sig.
1. løb
Med to timers forsinkelse blev første løb langt om længe sat i gang. Lars Schönemann spurter i front fra start og bygger hurtigt et forspring op til forfølgerne. Han bliver hjulpet godt af Michael Klostermann, der snart må bruge tid på at forsvare sin andenplads mod et hårdt pressende Klaus Ellmies og hans ”Batmobil” Mercedes. På fjerde omgang bærer Ellmies’ arbejde frugt og han kører ganske enkelt forbi BMW’en på langsiden, med sin skønt hylende 190’er.
Bag de forreste kæmpes der intenst mellem yderligere fire kørere. Tom Pedersen, Jesper Ternvalt, John Hansen og Jørgen Hansen ligger og lurer og stikker til hinanden og midt i løbet er der pludselig ikke plads til Niels Høiby, da han skal passeres af gruppen med en omgang. Tom og hans Honda holder fjerdepladsen, men må køre i pit mod slutningen og dagen er ovre for hans vedkommende. Nu kan Ternvalt, på gæstevisit fra DTC, arve placeringen, mens John og Jørgen bytter plads et par gange. Til sidst er det John og hans Seat Leon, der har trukket det længste strå og slår Jørgen og hans M3.
Sidste års gruppe 2-vinder Jens Ole Mathiesen sæsondebuterer i SSC med 7. pladsen i sin BMW M3, med Martin Marrill i sin BMW 320i som skygge. Chris Poulsen i Honda Civic og Frederik Holm i Renault Clio Trophy slutter på niende og tiendepladsen, som sidste deltagere på omgangshøjde med Lars Schönemann. Begge havde længe Andreas Brejner og hans Audi S2 quattro som ledestjerne, men havde en mindre ”skovtur” undervejs, der satte ham ned på 14. pladsen.
Lotus-opgøret er helt og holdent Jacob Vestergaards, mens Hans Elnegaard og Jesper Bisgaard længe underholder hinanden og publikum i kampen om anden- og tredjepladsen i gruppe 3.
2. løb
Efter knap en times pause er Special Saloon kørerne igen på til dagens andet løb. Lars Schönemann er uden konkurrence fra start, mens toer Klaus Ellmies og det øvrige felt kommer af sted i behørig afstand. Michael Klostermann må bruge de første omgange på at bearbejde Jørgen Hansen på tredjepladsen og efter lidt bokseri lykkes avancementet på Hansens bekostning. Lige bag ved har John Hansen netop overhalet Jesper Ternvalt og de to er næsten ved at falde over kamphanerne foran sig. Herefter er det som om løbet falder lidt til ro.
Jens Ole Mathiesen holder syvendepladsen fra start til mål, mens Andreas Brejner igen er kommet godt af sted. Audi-køreren får brug for sit firehjulstræk, da han midlertidigt planter sin bil i kanten af sandkassen i startsvinget. Dermed er Frederik Holm endnu engang promoveret en plads og slutter som otter, mens Brejner slutter på 11. pladsen.
Midtvejs i løbet er Jacob Vestergaard godt på vej mod niendepladsen, da han bliver ramt midtskibs af Kim Morgan Jensen i startsvinget. Morgan og hans BMW er på dette tidspunkt presset af Chris Poulsen. Vestergaard taber det meste af en omgang og da Hans Elnegaard har startet løbet med utallige piruetter på vej mod chikanen, er vejen åben for en gruppe 3-sejr til Jesper Bisgaard. Morgan må udgå kort efter, mens Chris Poulsen mister niendepladsen på sidste omgang til Martin Marrill. Netop som måldommeren gør sig klar til at svinge flaget, gør Lars Schönemann pludselig løbet særdeles spændende. Et mindre problem med ladetrykket og radiokommunikation med pitten, gør at sandkassen for enden af langsiden er rykket et par meter længere ind på banen end den plejer at være. En hurtig reaktion redder situationen og Schönemann er atter vinder, mens Ellmies i gruppe 1 tager lidt flere point fra Klostermann i titelopgøret.
3. heat
På pole har Lars Schönemann fået selskab af Jørgen Hansen i første startrække til dagens tredje og sidste SSC-start. Porschen er dog urørlig, men Hansen bider sig fast i andenpladsen efter han i de to foregående løb har kæmpet med dårlige startpositioner. Allerede på anden omgang bliver løbet neutraliseret bag safety car-kørsel, da Chris Poulsen er kørt af i Big Mag-svinget og dårligt er løbet genstartet før Jens Martin Sørensen havner i dækmuren på vej ind på langsiden – ikke noget hans Ford Escort RS Cosworth har godt af.
Minutterne har tikket og der er nu tid til fem omgange til at afgøre løbet. Lars Schönemann timer genstarten perfekt og har allerede distanceret Jørgen Hansen med flere sekunder ved mållinjen. Michael Klostermann snuser kortvarigt til Jørgen Hansens andenplads, men får i stedet nok at se til fra sin nemesis fra de to foregående løb, Klaus Ellmies. Mercedes-køreren forsøger sig både indenom og udenom, men Klostermann har bestemt sig for at vinde gruppesejren – og gør det med mindre end 2/10! Jesper Ternvalt har feltets bedste udsigt til dén duel og slutter på femtepladsen lige bagved.
Martin Marrill gør dagens bedste figur og bliver sjette foran John Hansen og Frederik Holm. En ellers elendig dag for Jakob Borum slutter med en hæderlig niendeplads foran Kim Morgan Jensen. Gruppe 3 får dagens tredje forskellige vinder i Hans Elnegaard, der denne gang er eneste deltager.
Resultatet af weekendens løb gav sikre gruppe 2 sejre til Lars Schönemann, mens Klaus Ellmies vandt to af tre mulige gruppe 1 løb. Michael Klostermann vandt det tredje og tabte dermed muligheden for den samlede titel. Tillykke til Lars Schönemann, der nu kan koncentrere sig om Johannes Graversen og en række nordmænd, der skulle dukke op til DM-finalen på Jyllands-Ringen denne weekend. Jesper O. Hansen Læs mere om: Padborg Park07/10/07 - Padborg Park - Special Saloon |