ETC Cup   29/10/07

To danskere i Europas top 3
Michel Nykjær og Kristian Poulsen blev nr. 1 og 3 i Europamesterskabet i baneløb.
Danmark er på vej mod Europas top inden for baneløb med standardbiler.

Søndag blev den nykårede DTC-mester Michel Nykjær i Seat Leon vinder af FIA European Touring Car Cup, og Kristian Poulsen indtog samtidig tredjepladsen i BMW 320 Si.

For Michel Nykjær betyder det, at man nu kan gisne om, hvorvidt hans fremtidige karriere skal forløbe uden for landets grænser, eller han vælger at blive i DTC.

Og for Kristian Poulsen var det intet mindre end en sensationel afslutning på hans første sæson som banekører. Kristian Poulsen, der i en årrække har været Danmarks bedste rallykører, blev i 2006 nr. 2 i det uofficielle tyske mesterskab, Deutsche Rallye Serie, men i år startede han sit eget DTC-team i baneløb.

Her gav han Kurt Thiim comeback i DTC med flere sejre til følge, han gav Kurt Thiims søn Nicki Thiim en succesfuld debut i DTC, og i efteråret har Kristian Poulsen bevist, hvad han selv er værd. Efter kun ét år som banekører har han nu ikke kun kørt sig op i toppen af DTC, men er altså også blevet nummer tre i Europamesterskabet for standardbiler.


Efter kun ét år som banekører har Kristian Poulsen kørt sig op i både Danmarks og Europas elite.
(Foto: Michael Eisenberg)

FIA European Touring Car Cup blev kørt over to løb på Adria Raceway i Norditalien: "I første løb startede jeg som nr. 10 ud af 38 efter tidtagningen og endte som nr. 6,", fortæller Kristian Poulsen. "Det betød, at jeg skulle starte som nr. 3 i andet heat, og her lynstartede jeg og førte det meste af løbet. Til slut kom Michel Nykjær meget hurtigt bagfra, så det passede fint at tage slæb på Michel og køre andenpladsen hjem i det heat og dermed sikre den samlede tredjeplads," siger Kristian Poulsen.

Dermed var Michel Nykjær i Seat efter to heat en overlegen vinder af europamesterskabet foran svenskeren Thomas Engström i Honda og Kristian Poulsen i BMW.

Poulsen Motorsport indsatte endnu en BMW for ireren Emmet O'Brien, der blev nr. 4 i mesterskabet. Denne bil var oprindelig tiltænkt Nicki Thiim, men mangel på sponsorpenge gjorde, at den i stedet måtte udlejes.


I sin til lejligheden specialdekorerede BMW 320 Si kørte Kristian Poulsen sig til en tredjeplads i Europamesterskabet for standardbiler.
(Foto: Michael Eisenberg)

Danskerne Henrik Lundgaard i Chevrolet Lacetti og Jens Møller i Honda Accord delte derudover 8. pladsen i et mesterskab, der for alvor satte DTC og danske banekørere på Europakortet. Danmark vandt endelig nationskonkurrencen foran Sverige.

Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Kristian Poulsen
  • Michel Nykjær
  • Poulsen Motorsport
  • Seat Racing Team
  • Adria
  • 28/10/07 - Adria - ETC Cup

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport