Tom Kristensen mod 2 x forsvarende mestre i Race of Champions! Tom Kristensen fik en alt andet end en let lodtrækning til søndagens Race of Champions på Wembley, hvor 16 af verdens bedste kørere skal duellere i identiske køretøjer. I holdkonkurrencen, hvor Tom Kristensen kører på et fælles skandinavisk hold med sin DTM-kollega Mattias Ekström, hedder modstanderen sidste års vindere, Finland. I den individuelle konkurrence, Race of Champions, trak Kristensen derpå ingen ringere end netop Ekström, der i parentes vandt titlen sidste år – tilmed ved at slå den ellers urørlige rally-verdensmester Sebastien Loeb i dennes rally-Citroën!
Audi-vennerne Kristensen og Ekström trak hinanden i Race of Champions. Sammen skal de i Nations Cup op imod de forsvarende vindere fra Finland. (Foto: Nils Finderup)
”Det kunne næsten ikke være værre, men vil man vinde i dette mestermøde, skal alle jo besejres på et eller andet tidspunkt. I Nations Cup lægger jeg nærmest rutinemæssigt ud mod den nybagte F1-McLaren-kører Heikki Kovalainen, som lammetævede mig 3-0 sidste år. Jeg slog ham imidlertid for to år siden, så det bliver forhåbentlig mere tæt denne gang,” siger Kristensen.
Michael Schumacher, der gør comeback i racerløb efter at have trukket sig tilbage sidste år, var det store midtpunkt i lørdagens pressekonference. Tyskeren garanterer, at han er kommet for at have det sjovt – og for ikke at tabe! Den 7-dobbelte F1-mester trak den norske rallykører Henning Solberg og er havnet i den umiddelbart letteste pulje.
Søndagens løb vises på Eurosport. TomKristensen.com Nils Finderup Læs mere om: Mattias EkströmTom KristensenWembley Stadium16/12/07 - Wembley Stadium - Race of Champions |