Så lykkedes det endelig - Michael Outzen trækker i den blå Chevrolet-køredragt i år! Det er en glad og lettet Michael Outzen, Ringe, der endelig har sikret sig en plads i DTC i 2008-sæsonen.
- Det er en kanon følelse, endelig at have fået kontrakten på plads, fortæller fynboen, der nu slutter sig til det fynske Perfection Racing i kampen om DTC-titlen.
(Foto: Spider-Web.dk)
Sidst blev hele aftalen afblæst, da flere af Michaels større sponsorer sprang fra i 11. time, men denne gang er det lykkedes ved hjælp af nogle solide støtter i den fynske muld.
- Jeg er simpelthen så glad for, at Chevrolet og Perfection Racing har været fleksible i de sidste to måneder ellers var det hele faldet på gulvet. Heldigvis kom en gruppe sponsorer ind fra sidelinien og sikrede, at jeg kommer ud at køre i år, fortæller Michael, der dog endnu ikke ved, om han kommer til at køre udenlandske løb i år. - Nej, lad os nu bare se at få kørt noget DTC, så må vi se, hvad budgettet siger lidt senere på sæsonen!
I sponsorgruppen er blandt andet Daloon, Svendborg Brakes, Autoimport Danmark, Ditlev El & Data samt Årslev Malerforretning og Lysegård Temaspeed, og de er alle blevet modtaget med kyshånd fra den karismatiske fynbo.
For Perfection Racing var det et utroligt held, at Michael Outzen fandt de nødvendige midler.
- Vi må jo nok sande, at der ikke er mange kørere i Michaels format tilbage på markedet, siger Kent Bo Steffensen, der ikke lægger skjul på lettelsen over at have begge Chevrolet'er besat. Det er en god fornemmelse, tilføjer han.
Nu, da Perfection Racing har fået helt styr på besætningen forud for sæsonen, bliver der for alvor set frem til årets første testdage, der hastigt rykker tættere og tættere på. Med to tidligere mestre på holdet, har teamchef Kent Bo Steffensen gode muligheder for at se chaufførerne i sine to Chevrolet Lacetti'er helt til tops på podiet.
Chevrolet Motorsport Danmark Spider-Web.dk Jan Gripping Læs mere om: Michael OutzenChevrolet Motorsport DanmarkPerfection Racing |