Den unge racerkører er med i arrangør Thorkild Thyrrings team af racerkørere i Racing Festival 2008. Kørerne giver publikum på Biler i Bella en racer-oplevelse for livet til fordel for Unicef. Det er et særdeles kompetent team af både international og dansk motorsports topkørere, der i weekenden 29. og 30. marts kører til fordel for Unicef ved Racing Festival 2008.
Christoffer Nygaard kører sammen med kørere som Tom Kristensen, Kris Nissen, Hans-Joachim Stuck, Johnny Herbert, Jochen Mass, Sir Stanley Moss og arrangør Thorkild Thyrring selv. De tager publikum med på vaskeægte racer-oplevelser. Det sker under bilmessen Biler i Bella.
Ideen med festivalen er, at publikum mod betaling kan få lov at opleve de potente racere indefra på ture rundt på bane. Med fuld fart. Protektor for Racing Festival er HKH Prins Joachim.
Christoffer Nygaard deltog også som kører i den seneste udgave af Racing Festival 2006, hvor kørerne tilsammen kørte 1,5 millioner kroner ind til fordel for Unicefs arbejde.
Det er lykkedes for festivalen at få nogle af verdens hurtigste super-sportsvogne stillet til rådighed, så publikum kan få lov at blive udfordret af de absolut mest eftertragtede racerbiler.
Christoffer Nygaard kommer med en frisk portion selvtillid efter den forgangne weekends testkørsel i SEAT Cup på Oscherleben. Her formåede den unge kører at slå flere personlige hastighedsrekorder i den nye udgave af SEAT Leon supercopaen i forhold til sidste sæson. Alt i alt et særdeles lovende udgangspunkt forud for den nye sæson i SEAT Cup, som har premiere den 11. april.
Men denne weekend står den altså på Racing Festival i Bella Centret.
STÆRK Torben Sørensen Læs mere om: Christoffer Nygaard |