Formel Ford - DK   01/05/08

Kevin Magnussen vil vinde fra start
Når Kevin Magnussen søndag den 4. maj stiller til start i første afdeling af DM i Formel Ford på Jyllands Ringen, bliver det hans første start i et billøb nogensinde. Den 15-årige søn af den danske racerstjerne Jan Magnussen, har masser af racererfaring fra gokart, men løbet søndag bliver det første i en racerbil og springet til en Formel racer er noget motorsportsverdenen imødeser med stor spænding.

Kevin Magnussen skal køre for det danske team Fukamuni Racing, der stiller op med de dansk designede og dansk byggede Aquila med Fords Duratech motorer. Med en vægt inklusiv kører på kun 495 kg. og en Duratech motor der yder omkring 160 HK er Formel bilen en lille raket. Faktisk kører Kevin Magnussen i sin Formel Ford på omgangstider, der er hurtigere end det hans far, Jan Magnussen kan præstere i sin BMW DTC racer.


(Foto: Jan Kaiser)

Til trods for, at Formel Ford løbet på Jyllands Ringen, som nævnt, er Kevins debutløb, er han ikke et sekund i tvivl om hans ambitioner for løbet. ”Jeg skal vinde med en langside” svarer han kækt på spørgsmålet om ambitionerne til første løb. ”Vi har testet en del, både herhjemme og i udlandet og jeg føler mig rigtig godt forberedt. Vi har kørt stærkt ved alle vores tests og jeg føler mig mere og mere tilpas. Det er et godt team, nogle gode gutter og jeg har rigtig god opbakning, så forholdene er perfekte. Nu kan jeg bare ikke vente på, at det bliver løbsweekend. Jeg glæder mig simpelthen så meget, så jeg i øjeblikket ikke kan tænke på andet”.

Med en far som Jan Magnussen, der har kørt Formel 1 og fortsat leverer masser internationale sejre, er der et forventningspres i motorsportsverdenen på Kevin Magnussen, men det bekymrer ikke den unge Roskilde borger. ”Det er jeg vant til” siger Kevin Magnussen. ”Alle har holdt øje med mig, lige siden jeg sad i min første gokart. Så jeg har ikke prøvet andet og føler ikke, at forventningspresset er større end det har været tidligere. Det er i hvert fald ikke noget, jeg bekymrer mig om. Jeg er stolt af mins fars præstationer, men jeg skal skabe mig mit eget navn, hvis jeg vil til tops i motorsport”.

Jan Kaiser
JanMagnussen.com
KevinMagnussen.com


Læs mere om:
  • Kevin Magnussen
  • Jyllandsringen
  • 04/05/08 - Jyllandsringen - Formel Ford - DK - DM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk