Den forsvarende mester udsat for uheld i MC-Basen Super Challenge Klassen for Danmarks bedste Road Racing-kørere har til 2008-sæsonen ændret på sit reglement, så der ikke længere er en øvre grænse på motorernes størrelse ved 750 cm3 slagvolumen. Det er nu muligt at stille op på motorcykler, der har 1000 cm3 eller mere, ligesom det faktisk også er muligt at tune maskinerne. Disse muligheder behøvede vinderen af sæsonens første løb i MC-Basen Super Challenge derimod ikke.
Jespersen, Herlev, stillede til start på en Honda 600 CBR, der dermed hørte til de mindste i klassen, men med FDM Jyllandsringen mange sving blev der også lagt vægt på kørernes talent og motorcyklernes evner til at dreje og bremse. Og netop disse parametre skulle vise sig at blive afgørende. Veteranen var klart hurtigst i tidtagningen, og i løbet så de nærmeste forfølgere ham først, da de mødtes på sejrsskamlen bagefter.
Jan Jespersen (43) lagde sig i front fra start af MC-Basen Super Challenges første løb i denne sæson. (Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)
Var Jan Jespersen en suveræn vinder, var der til gengæld større kamp om de efterfølgende pladser. Ronnie Ourø, Hvidovre, hvad kvalificeret sig til en startposition i forreste række, men da starten gik, havde han stort besvær med at komme af sted. Det kostede mange pladser i de første omganges nærkampe – så mange, at han efter to omgange befandt sig på en sjetteplads. Herefter gik Ronnie Ourø i gang med at kæmpe sig tilbage i rækkerne, hvor han først passerede Steven Tirsgaard, Give, den regerende mester Kim Phillip, Morud, og siden Kenn Jensen, Esbjerg V, så han kunne gøre Jan Jespersen og Thomas Harding, Slagelse, følge på podiet.
Netop Kenn Jensen var den af feltets nye navne, som gjorde det bedst. Sidste års Danmarksmester i Superbike fik en flot start og lå længe på andenpladsen. Han måtte dog til sidste bukke under for presset fra Thomas Harding, mens en misforståelse i forbindelse med overhalingen af en langsommere kører kostede ham tredjepladsen.
I weekendens andet løb gentog Jan Jespersen præstationen med at distancere det øvrige felt i et løb, der i øvrigt var præget af, at to af de hurtigste navne løb ind i uheld længe inden første sving!
Kim Phillip kom således slet ikke til start. Den regerende mester kom i den bizarre situation, at der tilsyneladende opstod en teknisk defekt på hans Yamaha allerede på den første af de to opvarmningsomgange, hvorved fynboen blev kastet af maskinen, der efterfølgende slog flere kolbøtter.
Ronnie Ourø nåede dog frem til startstregen, men atter fik han problemer i starten, og denne gang udmøntede det sig i, at hans Honda kort og godt stejlede så meget i starten, at motorcyklen på et tidspunkt stod lodret i vejret … Morten Alstrup Læs mere om: Jyllandsringen04/05/08 - Jyllandsringen - Super Challenge - DM |