Special Saloon Car SS2   29/05/08

Jesper Ternvalt er tilbage i BMW'en
"Det er fedt at sidde i BMW’en igen"
På Ring Djursland kunne man til Djursland Bank Race Weekend se en smilende Jesper Ternvalt. Efter beslutningen om at droppe Peugeot Spider Cup er glæden ved motorløb vendt tilbage.

- Vi løb ind i nogle problemer med opsætning af bilen, som bare drænede mig fuldstændig for energi og glæden ved race, så efter løbet på Ring Djursland gjorde vi status og sagde stop. Det er aldrig sjovt at tage den slags beslutninger, men pokker skulle da stå i at bruge så mange penge på race og så være frustreret og sur, kommer det med det kendte brede smil

Der er heller ingen tvivl om, at det var en glad og tilfreds Jesper, som kørte rundt på banen. I første tidtagning blev det til en niendeplads generelt og tredjepladsen i klassen. Til anden tidtagning skete der et par rokader, så den generelle placering blev vekslet til en tiendeplads, men til gengæld toer i klassen.


(Foto: Gripping Media)

Nu er tidtagning og løb to meget forskellige ting, og derfor bliver løbene altid imødeset med stor spænding. Kan køreren holde blodtilførslen til hjernen i gang og nerverne i ro? Rullestarten til første heat forløb perfekt. Rundt i svinget for enden af langsiden uden buler og uden at miste positioner. Der blev kørt godt og tæt race, hvor en fejl hos Jesper eller den forankørende ville blive straffet med overhaling. Den stabile kørsel sluttede i fin stil på en generel sjetteplads, men en førsteplads i klassen! Sådan en oplevelse er både med til at bekræfte beslutningen om at stoppe i Spider Cup og så giver det selvsikkerhed til næste løb.

Andet heat var med stående start, men også denne start forløb perfekt. Jesper lagde fra første meter pres på Christian Vejby, som på tredje omgang måtte slippe den rød-hvide BMW forbi. Den placering blev holdt til mål, hvor der var syv kraftigere biler fra klasse 3 foran. Til gengæld var alle de øvrige klasse 2 biler bagved og dagens anden førsteplads var en realitet.

- Det har været en forrygende god weekend. Jeg er bare så glad for at være tilbage i en bil, hvor jeg virkelig føler mig hjemme. Nu glæder jeg mig til vi skal til Jyllands-Ringen igen. De andre har jo fået et forspring, som jeg må forsøge at køre ind, men man kan vel godt sige, at jeg fik taget et ordentligt skridt i den rigtige retning i denne weekend, ikke?

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Jesper Ternvalt
  • JA Motorsport
  • Ring Djursland
  • 18/05/08 - Ring Djursland - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto