- i LMP2 klassen på Le Mans Efter onsdag aftens tidskørsler på Le Mans er det Team Essex, som topper listen med den bedste tid i LMP2-klassen forud for weekendens 24 timers løb. Med en omgang på 3.33,441 for den 13,5 km lange bane er man 13. hurtigst generelt blandt de 55 teams, mens man har et forspring på 0,63 sekunder til nærmeste konkurrent i LMP2-klassen, det hollandske Van Merksteijn Motorsport. ”Det ser godt ud for de danske farver, som i øvrigt er blå,” siger teamchef John Nielsen om aftnens resultater. ”Vi er ovenud lykkelige for, at vi er så hurtige i dag. Den indsats, der er blevet gjort sammen med Porsches folk på fabrikken i den sidste uges tid siden testdag her, har virkelig gjort underværker.”
Team Essex er foreløbig på pole position i LMP2 på Le Mans. (Foto: Team Essex)
I løbet af aftnens to tidtagninger over hver to timer var John Nielsen, Casper Elgaard og teamets nye mand, Sascha Maassen, alle i bilen for at sætte tider og køre de obligatoriske omgange, som kræves i henhold til reglementet. Da der blev holdt pause mellem de to tidtagninger ved 21-tiden, var Team Essex tredjehurtigst i LMP2-klassen, men der gik ikke mange omgange efter, at den anden tidtagning var startet, førend man havde sat sig på den foreløbige pole position i klassen.
”Vi er virkelig overraskede over den forandring, der er sket med bilen, så fra at vi er bagefter de andre, er vi foran, men det er det, der kommer af at teste, teste og atter teste,” siger Casper Elgaard.
Samarbejdet med Sascha Maasen forløber gnidningsfrit, og tyskeren er nu blevet en så integreret del af teamet, at han går under det danske efternavn ’Madsen’ – og tilsyneladende adlyder det.
Men Le Mans er stadig et uforudseeligt løb, hvor alt kan ske, og hvor forskellen med succes og fiasko er marginal. Efter den flyvende omgang, som gav den bedste tid, oplevede Team Essex en punktering på den efterfølgende omgang. Heldigvis skete den ved indgangen til Porsche-kurverne og ikke mindst i de krævende sving, for så havde Team Essex’ Porsche RS Spyder ikke været parkeret i pitgaragen i løbet af natten, men i stedet i autoværnet.
”Alt kan ske her på Le Mans,” siger John Nielsen, der fra sine mange starter mere end nogen ved alt om både for- og bagsiden af medaljen ved dette løb.
”Der er stadig to tidtagninger i morgen aften, hvor vores pole position kan komme under angreb,” siger 1990-vinderen af løbet. ”Vejret er også en faktor, som spiller ind. I morges blev der tale om sandsynlighed for regn torsdag aften, men de seneste meldinger ser ud til, at det holder tørt. Vi får se, hvad der sker.” TeamEssex.dk Læs mere om: Casper ElgaardJohn Elgaard NielsenSascha MaassenTeam EssexLe Mans15/06/08 - Le Mans - Le Mans |