Le Mans   12/06/08

Jan Magnussen på hævntogt
Le MansJan Magnussen og Corvette Racing er på hævntogt, når dette års 76. udgave af det legendariske 24 timers løb på Le Mans afvikles i den kommende weekend. Mulighed for sejr på Le Mans er alene god motivation, men mindet om nederlaget til Aston Martin i sidste års udgave giver ekstra motivation.

Corvette har vundet Le Mans GT1 klassen fem ud af de sidste syv gange og af de fem sejre, har Jan Magnussen været med til at vinde de tre. I år er der igen stærk modstand fra Aston Martin, men Saleen har også vist sig at være meget hurtige. Derudover kommer der også en Lamborghini Murcielago til start i feltet der udgør ti GT1 biler.


(Foto: Jan Kaiser)

Le Mans er en kæmpe udfordring for den amerikanske sportsvognsfabrikant. Hver en møtrik, bolt, slange og reservedel er transporteret fra USA på tværs af Atlanten til Frankrig. Den første sending røg allerede afsted med båd sidst i April – en næsten 40 tons 18-wheeler lastvogn med udstyr og forsyninger. Sidst i Maj, efter ALMS løbet i Salt Lake City, fulgte de to Corvette C6.R racere sammen med cirka 7 ton værktøj, ekstra karrosseridele m.m. Selve Corvette Racing udgør på Le Mans hele 48 mand, hvilket inkluderer mekanikere, ingeniører, teknisk personel, læger og en kok. Mange af teammedlemmerne har været i Frankrig siden sidst i Maj for et vænne sig til tidszonen og europæisk kultur. Fem af dem tog turen til Danmark, hvor de i sidste weekend så Jan Magnussen vinde i DTC på Jyllands Ringen.

Chefen for Corvette Racing, Doug Feehan, ligger da heller ikke skjul på ambitionerne for Le Mans. ”Vi ville ikke komme til Le Mans, hvis vi ikke troede vi kunne vinde. Vi har arbejdet hårdt og vi er godt forberedt”.


(Foto: Jan Kaiser)

Jan Magnussen er heller ikke i tvivl om hans ambitioner. ”Jeg skal vinde. Alternativt skal den anden Corvette vinde. Vi er godt forberedte og efter pretesten for 14 dage siden står vi med det bedst mulige udgangspunkt, som jeg har haft i min tid hos Corvette. Bilen var god og vi fik samlet en del gode data, til trods for at det meste af dagen regnede væk. Det gjorde den også for de andre, men jeg tror vi står stærkest i vores forberedelser, hvor vi har kørt løb i den Amerikanske Le Mans Serie. Nederlaget til Aston Martin sidste år har gjort ondt og vi har forberedt os lige siden på at det ikke sker igen. Vi ved, at vi har en bil der kan holde, så vi er klar til at køre ræs i 24 timer og så må vi se om de andre kan holde.”.

Banen i år har nogle få ændringer i forhold til sidste år. ”Der var ingen kegler i chikanerne under testdagen, men de har lavet curbs højere. De ser noget onde og hårde ud, så det er et spørgsmål, hvor meget man tør satse, ved at køre henover dem. Det kan hurtigt give skader, hvis man satser for hårdt. Til gengæld kan det være, at vi i år får færre punkteringer. De har lavet mere run-off, så man ikke straks ryger i grusset, hvilket småsten på banen. De småsten har tidligere givet mange punkteringer, men det er vi forhåbentligt fri for i år”.

Tidskørsel på Le Mans afvikles onsdag og torsdag fra kl. 17-19 og 22-24 og løbet starter kl. 15 på lørdag den 14. juni.

Jan Kaiser
JanMagnussen.com
KevinMagnussen.com


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Le Mans
  • 15/06/08 - Le Mans - Le Mans

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport