JM Racing formåede at få begge sine biler i top 10 i finalen ved weekendens DTC-løb på Padborg Park. Kasper Jensen (Aalborg) blev nummer syv og Joachim Stephansen (Sønder Omme) nummer ni, og da netop finalen var ganske kaotisk og meget voldsom, var det næsten en præstation i sig selv. For teamets bedst placerede kører kunne det godt være endt med et endnu bedre resultat.
”I starten sker der en masse panik foran mig, og det slipper jeg udenom, lige med nød og næppe,” fortæller Kasper Jensen om starten på finalen. ”Jens Møller ryger i et eller andet, og jeg når lige at undgå at ramme ham. Så kommer der en BMW farende fra den anden side, som jeg også lige når at undgå, men så kommer der safety car på banen.”
Fra en startplacering som nummer 13 befandt Kasper Jensen sig på syvendepladsen, da løbet blev givet fri igen.
”Jeg sover desværre lidt, så Kristian Poulsen, som lå bag ved mig, kom rimeligt hurtigt forbi,” indrømmer Kasper Jensen. ”I den sidste del af heatet mister jeg lidt fart, da dækkene bliver lidt trætte. Så kommer Edman op, og på sidste omgang får jeg et par skub, så jeg ryger udenfor sporet ned mod Big Mag og taber to placeringer på det. Det var en lidt ærgerlig afslutning på et ellers ret godt heat.”
Kasper Jensen blev nummer syv på Padborg Park. (Foto: JM Racing)
For Joachim Stephansen gik weekenden på Padborg Park derimod fra at være dårlig til at blive bedre og bedre. I træningen knækkede han en trækaksel, og i tidtagningen kunne han blot sætte en tid som nummer 20.
”Jeg kørte og kørte, og der var ikke en eneste gang, hvor jeg kunne ramme tredjegearet,” fortæller Joachim Stephansen. ”Vi fik skilt gearkassen ad og fik sat en hjælpefjeder i, så den ikke så nemt strøg over i femte gear i stedet for tredje. Det viste sig at være i orden til opvarmningen, hvor jeg kørte syvendehurtigste tid, og det var det hurtigste, jeg nogensinde har kørt på banen.”
I første løb kunne Joachim Stephansen derfor avancere fra 20. til 16. pladsen, mens han i andet løb bakkede to pladser tilbage.
”Finalen blev godt nok spændende,” siger Joachim Stephansen, der undgik at blive involveret i startkarambolagen.
”Jeg valgte at tage ydersporet hele vejen rundt, og det var heldigt, for det viste sig, at de kørte ind i hinanden. Vi kom godt forbi, og jeg formåede også at holde Emmet O’Brien på de sidste omgange, hvor jeg også trak lidt fra ham. Alt i alt var det en god weekend at slutte af med en top 10-placering, som er min bedste finaleplacering til dato, efter nogle småjusteringer, vi lavede til sidste heat. Det var OK.”
Nu holder JM Racing sommerpause og skal først i aktion igen til det årlige Grand Prix på Jyllandsringen i midten af august. JM Racing Læs mere om: Joachim StephansenKasper Juul JensenJM RacingPadborg Park29/06/08 - Padborg Park - Danish Touringcar Challenge - DTC mesterskabet |