Formel 1   31/07/08

Klar, parat, procession
Optakt til Ungarns Grand Prix
Der er visse ting der er svære at forudsige, mens andre er lette. Hvem der vinder Formel 1 løbet i Ungarn på søndag kan man spekulere meget i og gætte forkert. At løbet derimod bliver kedeligt, uden overhalinger og uden meget dramatik, er overvejende sandsynligt. Den snævre og knudrede bane har aldrig inviteret til tæt kørsel og gode dueller.

Pole position er essentiel i Ungarn og hvem der end får den har en mere end god chance for at vinde løbet. På sin vis imponerende at pole er så vigtig på trods af de tilladte pit-stops. I gamle dage, da man kun kom i pit for at skifte dæk, eller endnu længere tilbage, hvor man slet ikke kom i pit, er det indlysende at startrækkefølgen var vigtig. Men i en verden hvor de alle skal et antal gange i pit for at hælde benzin på, sker der færre forskydelser end der gjorde i gamle dage.

Men det ændrer ikke på det faktum at pole er mere end vigtig. Derfor kan lørdagens kvalifikation også blive den væsentligste del af weekenden.

I kampen om VM har Hamilton åbnet et lillebitte hul op til sine konkurrenter. Hullet er ikke så stort at det egentlig i sig selv er et problem. Problemet er mere at han nu har vundet to løb i træk, som den eneste i sæsonen, og han har gjort det på en ret overbevisende måde. Hvis Ferrari skal være med i VM kampen så er det nu de skal slå tilbage.

Og derfor er lørdagen vigtig for Ferrari. De skal helst have begge biler foran Hamilton, så de hele vejen igennem har to kort at spille med. Presset er mest på verdensmesteren Raikkonen, der er syv point efter Hamilton. Massa ligger på 2. pladsen i VM og præsterer lige nu i virkeligheden bedre end man kan forlange, set i forhold til hans tidligere meritter. Så for ham er en 2. plads i VM et godt resultat, uanset hvem der vinder titlen. For Raikkonen er det også ok med sølv til Massa, hvis altså så finnen selv tager guldet. Hvis det derimod betyder at Raikkonen slutter med bronze er det ikke godt. Så der er pres på Ferrari og specielt Raikkonen.

BMW halter lidt, efter en god første sæson halvdel er de gået lidt i stå. Pointmæssigt er der ingen der kan true dem i deres position som det 3. bedste team. Men i praksis - på banen kan både Renault og Red Bull stadig vise så meget tænder at de sender BMW til mental tælling. Begge teams kan måske imponere i Ungarn, hvilket da vil skabe lidt kolorit i sæsonen.

Omvendt skal man heller ikke afskrive BMW på baggrund af et par magre resultater. En bane som den i Ungarn kan give dem ny vind i sejlene og se dem i front igen.

Længere nede i feltet er det business as usual. Toyota og Williams vil slås for at få en bil med i den sidste tidskørsel, en disciplin Toyota på det sidste har klaret fornutigt. Ingen af dem er vindere, men de kan på en god dag skabe et lidt overraskende resultat.

Men kvalifikationen på lørdag - det er der det sker. Løbet om søndagen bliver sandsynligvis en procession uden mulighed for at skabe noget ravage.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Hungaroring
  • 03/08/08 - Hungaroring - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport