Special Saloon Car SS1   13/08/08

Borum har en plan
Ved starten af sæsonen havde Jakob Borum en klar målsætning, han ville vinde SS1, og han ville på podiet i den generelle stilling. Denne målsætning er der ikke ændret ved, men som stillingen står lige nu er der ikke nogen tvivl om, at Honda ProRacing står overfor en stor udfordring for at nå målet.

Der er 31 point op til Christian Vejby på førstepladsen, og der er 6 løb tilbage, så der skal altså hentes en del point i hvert løb, men som Jakob Borum siger: ”Egentlig er det jo simpelt, jeg skal bare vinde alle resterende løb, og så samtidig have både pole og bedste tid i hvert løb, så er den hjemme…”

Opskriften er altså ganske enkel, men ingen tvivl om at det bliver vanskeligt.


Jakob Borum og Christian Vejby er tætte konkurrenter.
(Foto: www.keldolfert.dk)

Den 16. – 17. august er der Grand Prix på Jyllandsringen, som traditionelt har ry for at være en ’baghjulstrækker’ bane. ”Jyllandsringen bliver uden tvivl det vigtigste løb for os, hvis vi skal vinde mesterskabet. Kan vi slå Christian der, så tror jeg på at vi kommer øverst på skamlen.” udtaler Borum. Når man kigger på resultaterne for sæsonen indtil nu, så er der nok noget om snakken, for Christian Vejby har ganske enkelt scoret maksimum i de 4 første løb på JR, og Borum har været uheldig og udgået i to af løbene, men har dog kørt to 2. pladser hjem.


Det er fra denne vinkel konkurrenter helst skal se Borum til Grand Prixet på Jyllandsringen.
(Foto: www.keldolfert.dk)

De 2 sidste weekender i denne sæson bliver kørt på henholdsvis Sturup Raceway og Padborg park. Begge baner hvor Jakob Borum og Honda Integra’en befinder sig godt. ”Vi ved reelt ikke hvor hurtig Christian Vejby er med BMW’en på de 2 baner, men jeg vælger at tro på at Honda’en er hurtigst” siger en optimistisk Jakob Borum. Både Sturup og Padborg har ry for at være ”forhjulstrækkerbaner”, men det betyder ikke at det bliver nemt at vinde der, tværtimod.


Borum’s arbejdsplads i jagten på mesterskabet.
(Foto: www.keldolfert.dk)

På spørgsmålet om Jakob har noget oppe i ærmet for at få Honda’en til at køre endnu hurtigere, kommer det undvigende svar: ”Peter og Bent har bygget en meget stabil og hurtig racer hjemme i garagen, Christian har tunet motoren til det optimale, men der er altid plads til forbedringer, og så handler det jo også om at vælge de rigtige dæk….”


Honda Integra’en raceren er bygget hjemme på værkstedet i Tvede, hvor Borum også driver sin forretning med import og salg af biler.
(Foto: www.keldolfert.dk)

Honda ProRacing, www.proracing.dk
Keld O. Dohm


Læs mere om:
  • Jakob Borum
  • Honda ProRacing
  • Jyllandsringen
  • 17/08/08 - Jyllandsringen - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport