Ferrari sørgede for dramaet i kedeligt løb Det første Formel 1 løb i Valencia blev en lang-gaber af format. Selv i forhold til andre kedelige løb, var dette i særklasse kedeligt. Hvis det skal være standarden for fremtiden på den bane, har vi, fansene, altså fået endnu en ligegyldighed hvor tingene ikke KAN afgøres på asfalten i løbet, men hvor strategi og kvalifikation er det essentielle. De minimale forskydelser der opstod i løbet er som sådan ikke værd at nævne - og set i forhold til kvalifkationen er der heller intet i resultatet der er tilnærmelsesvist overraskende - ikke engang at Sebastian Vettel blev nr. 6 i en Toro Rosso.
Havde det ikke været for lidt falde-på-halen-komik nede hos Ferrari, havde løbet været så begivenhedsløst at selv kørerne ville have glemt det på vej væk i flyveren.
Men sådan skulle det ikke helt være. For Ferrari kan, hvis ikke andre kan true dem, da altid gøre det svært for dem selv. Først smuttede Massa ud fra sit pitstop, mens Sutil var på vej gennem pitten. Sutil måtte trække til siden og træde lidt på bremsen, men faktum er, at Massa ikke havde meget at gøre der hvor tyskeren kørte.
I stedet for at træffe en afgørelse med det samme besluttede baneledelsen at afgøre sagen efter løbet - en utilfredsstillende løsning, og heller ikke en helt rimelig løsning. Forseelsen var tydelig og straffen burde være kommet med det samme.
Kimi Raikkonen i den anden Ferrari ville åbenbart overgå Massa på en eller anden måde i dag, og når det nu ikke kunne være ude på banen, så måtte det blive i disciplinen "tåbeligheder i pit", da han trillede afsted mens bilen var forbundet til tankanlægget. Det kostedet en tankpasser en tur på hospitalet, og Raikkonen en længere forsinkelse.
Forsinkelsen viste sig dog at være inderligt ligegyldig, da motoren få omgange senere efterlignede den røgsky Massas motor havde lavet i Ungarn. Og dermed var Raikkonen en af de tre kørere der udgik af løbet i Valencia.
Massa vandt som sagt - foran Hamilton og Kubica - nå ja - det var jo også sådan de startede...
Kovalainen, Trulli, Vettel, Glock og Rosberg tog de andre point - ingen store overraskelser der.
I VM fører Hamilton stadig, mens Massa nu er på 2. pladsen, seks point efter. Yderligere syv point senere kommer Raikkonen og der har to points forspring til Kubica. Så nu skal både held og dygtighed til, hvis der er nogen der skal true Hamilton. Så ovenpå et fornærmende kedeligt løb, kan man ikke engang sige at VM kampen spidser til - tværtimod, så ligner Hamilton nu en mand i udbrud.
Efterfølgende er Massa sluppet med en reprimande og en bøde på 10.000 Euro. Dermed beholder han sejren, hvilket han ikke havde gjort, hvis han som fortjent havde fået en drive-through straf. Og dermed er han stadig kun seks point efter Hamilton, så godt for spændingen i VM kampen; skidt for den almindelige retfærdighed. Martin Møller-Thomsen
Læs mere om: Felipe MassaLewis HamiltonRobert KubicaMcLaren Formula 1Scuderia FerrariValencia (gadeløb)24/08/08 - Valencia (gadeløb) - Formel 1 - FIA F1 |