Anders Majgaard, Peter Olsen og Bruno Rasmussen kæmper om sølv og bronze Det kan godt være, at Kent Iversen, Lysabild, allerede er forsvundet med guldet i Advan Cuppen inden weekendens Valvoline DM-Finale på FDM Jyllandsringen. Men derfor kan årets sidste løb i klassen for de serienære standardvogne godt gå hen og blive en thriller af de helt store. Hele tre kørere ligger nemlig blot ganske få points fra hinanden i kampen om Dansk Idræts Forbunds sølv- og bronzemedaljer. Peter Olsen, Havdrup, indtager den aktuelle andenplads med 180 points. Lige bag ham følger Anders Majgaard, Søborg, med 175 points. Og yderligere ti points efter er det så sidste års sølvmedaljevinder Bruno Rasmussen, Tyskland, der besætter fjerdepladsen med 165 points.
I alt 43 points er på højkant på årets anden oktobersøndag. Der kan med andre ord blive rykket godt og grundigt rundt i rækkefølgen. Peter Olsen og Bruno Rasmussen har begge haft næsen helt fremme og erobret sejre, mens Anders Majgaard må kikke tilbage på to andenpladser og tre tredjepladser som sine bedste resultater i år. Men det får nu ikke BMW-køreren til at opgive på forhånd.
”Jeg bliver nummer to i mesterskabet,” kommer det bramfrit fra den tidligere gokartkører.
”Jeg tror, at jeg får en hård tidtagning, for vi har lidt vægt i bilen, og det plejer jeg at blive ramt af, men så laver jeg bare en god start og overhaler de andre. Og vinder eller bliver toer i første heat. Så starter jeg sekser i andet heat, og vinder eller bliver toer igen. Så bliver Peter Olsen treer i mesterskabet, og jeg bliver toer, og så har det været en dejlig weekend.”
Anders Majgaard (t.v.) og Peter Olsen (t.h.) har for det meste måttet spillet andenviolion overfor den nye mester Kent Iversen, men ved Valvoline DM-Finalen er det dem, som kampen bl.a. kommer til at stå i mellem. (Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)
I sidste uge testede både Anders Majgaard og Peter Olsen formen af ved en testdag på FDM Jyllandsringen, og her var det veteranen, som leverede de bedste omgangstider.
”Jeg mener selv, at jeg har gode chancer, for jeg har kørt 1.19,4 på nye dæk, og jeg ligger mellem 1.19.8 og 1.19.5 på brugte dæk, og det er vi kun 2-3 stykker i klassen, som gør,” siger Peter Olsen. ”Jeg mener, at jeg har en god chance, men jeg skal i hvert fald ikke tabe hovedet og gentage det, som jeg lavede i Padborg sidst, hvor jeg tyvstartede. Det var dyrt.”
”Det kan godt være, at Peter Olsen kørte lidt vel stærkt til testen, men hvis jeg ikke selv tror på det, så er der ikke nogen, som gør det,” lyder Anders Majgaards forsvar. ”Jeg synes også, at jeg bliver bedre og bedre hele tiden, og så må vi bare håbe, at jeg topper denne her gang, så jeg kan tage min første sejr.”
Peter Olsen er dog klar over, hvem han skal frygte.
”Det er Majgaard, kampen bliver med,” siger han, ”og jeg plejer at kunne køre stærkere end ham. Får jeg et godt første løb, så skal jeg bare have regnet ud til andet løb, hvor meget jeg skal satse.”
Alt i mens Bruno Rasmussen er i gang med at udtænke planerne, der kan få ham forbi både Anders Majgaard og Peter Olsen, så han kan generobre sidste års sølvmedalje…
Stillingen i Advan Cup:
|
Plac. | Kører | Mærke | Point |
|
1 | Kent Iversen | Peugeot 307 | 257 |
2 | Peter Olsen | Peugeot 307 | 180 |
3 | Anders Majgaard | BMW 120i | 175 |
|
4 | Bruno Rasmussen | Peugeot 307 | 165 |
5 | Lars Højris | Peugeot 307 | 145 |
6 | Michael Skipper | Ford Fiesta ST 150 | 119 |
|
7 | Nick Reimersø | Suzuki Swift | 116 |
8 | Ole Luton | Ford Focus | 112 |
9 | Kim Holmgaard | Seat Leon | 109 |
|
10 | Anders Christensen | Peugeot 307 | 107 |
11 | Jan Lausten | Peugeot 307 | 87 |
12 | Dan Birkelev | Suzuki Swift | 51 |
|
13 | Peter Obel | Peugeot 307 | 41 |
14 | Sonny Nielsen | Peugeot 307 | 37 |
15 | Rasmus Nielsen | Peugeot 307 | 36 |
|
16 | Carsten Rasmussen | Peugeot 307 | 34 |
17 | Poul Erik Jensen | VW Golf 2,0 FSI | 32 |
18 | Michael Larsen | Peugeot 206 | 13 |
|
19 | Søren Hole | Peugeot 307 | 11 |
20 | Michael Jacobsen | Peugeot 307 | 6 |
| Lasse Søbirk | Peugeot 206 | 6 |
|
22 | Ole Eberhard | MG Rover ZR160 | 5 |
23 | Bjarne Jensen | Peugeot 206 | 4 |
24 | Allan Bengtsson | Suzuki Swift | 2 |
|
| Finn Andersen | Peugeot 206 | 2 |
26 | Bernt Stott Jørgensen | Peugeot 206 | 1 |
| Louise B. Laursen | Peugeot 206 | 1 |
|
Morten Alstrup Læs mere om: Anders MajgaardBruno RasmussenPeter OlsenJyllandsringen12/10/08 - Jyllandsringen - Advan Cup - DM |