Jason Watt kan frisk med en løbssejr på Padborg Park, glæde sig til DTC finalen på FDM Jyllands-Ringen i den kommende weekend. Den hvide Seat Leon er blevet hurtigere og hurtigere gennem sæsonen. Men trods fremgangen, så ved Jason godt, at hans fokus skal være på point frem for pokaler. Målet for 2008 sæsonens sidste løbsweekend, er at samle point i den samlede DTC stilling. Men håbet om endnu en topplacering, er stadig noget Jason Watt drømmer om. Jason rykkede efter sejren i sidste løbsweekend, op til en samlet 7. plads med 184 point. 2008 sæsonen har været en læreproces, i det nystartede Team BYGMA Jason Watt Racing team.
(Foto: Jeppe Rimmen)
Heldigvis har Jason sammen med teamet formået, i løbet af bare 6 måneder, at udvikle sig fra nystartet team til heatvindere. FDM Jyllands-Ringen er kendt som en bane, som favoriserer baghjulstrækkere. Som følge heraf, forventer Jason at kampen helt i front bliver blandt BMW racerne. Så kampen helt i front er ikke noget, som Jason koncentrerer sig alt for meget om.
"Jeg ved ikke, hvornår en forhjulstrækker sidst har vundet en finale på "Ringen", men det må dæleme være en del år siden. Men når det er sagt, så bejlede jeg jo til en podieplads sidste gang vi kørte i det midtjyske. Og det ville da være fedt, at slutte sæsonen af med lidt Champagneduft i køredragten", griner en optimistisk Team Bygma kører.
Men som Jason Watt demonstrerede ved 7. afdeling på Padborg Park, så har Jason sammen med sin ingeniør, Casper Christoffersen, formået at finde skarpheden i den hvide Seat Leon. Særligt ved nedbremsningerne er den spanske racer skarp, og her hentede Jason mange vigtige placeringer i sidste løbsweekend.
(Foto: Jeppe Rimmen)
At fans og tilskuere så samtidig finder den aggressive kørsel underholdende, er jo yderligere en fjer i hatten. Jason Watt var på Padborg Park oppe at bide skeer med de største i klassen, og viste at på den rette bane er Jason Watt stadig en faktor, som man ikke skal undervurdere.
Men mesterskabet er som bekendt en saga blot, for Team BYGMA Jason Watt Racing. Det skyldes grundlæggende nogle hændelser i starten af året, som nu har givet Jason en del nulplaceringer. Og i et så tæt mesterskab som DTC, så har man ikke råd til for mange nulplaceringer.
Så det betyder, at hvert eneste point er vigtigt. James Thompson ventes tilbage i Honda raceren på FDM Jyllands-Ringen. Jason overhalede med sin heatsejr WTCC stjernen i den samlede DTC stilling efter Padborg Park. Men pludselig er der også kun få point til Robert Schlünssen på 6. pladsen, så det er den placering at fokus ligger på at snuppe.
Derudover har Jason Watt nu hele 40 kg succesbalast med til sæsonens sidste løb, og i en forhjulstrukken Seat Leon, er det noget der kan koste holdbarheden på dækkene. Så der er mange faktorer der skal overkommes.
Men Jason Watt har bestemt ikke opgivet håbet om succes i sæsonens sidste løb. Så hold øje med den hvide Seat Leon. For Team BYGMA Jason Watt Racing vil gøre alt for at sende sponsorer, teammedlemmer, frivillige og fans på vinterferie med et stort smil!
Aslak Vind Watt.dk Læs mere om: Jason WattTeam BYGMA Jason Watt RacingPadborg Park12/10/08 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge - DTC mesterskabet |