Nordsjællænderen sikrede sig sølvmedaljen med en sikker løbssejr Når man står i den situation, at det kun er få points, der adskiller en fra en konkurrent i kampen om en attraktiv slutplacering i mesterskabet, kan det resultere i mange forskellige scenarier, der ikke alle er lige heldige. Nogle kan udløse en taktik, der er så konservativ, at man i bestræbelserne for at sikre sig lige præcis de points, der skal til for at erobre den ønskede placering, i stedet kører sig bagud ad dansen. Det kan man ikke sige om den taktik, som Christoffer Østerby, Virum, valgte til søndagens Volkswagen Polo Cup-løb på FDM Jyllandsringen. Kun få points adskilte ham fra Thomas Faraas, Norge, i kampen om andenpladsen efter den nye mester Dennis Elgaard, Farsø, men den taktik, som Christoffer Østerby valgte, var hverken afventende eller konservativ. Til gengæld var den modig og aldeles effektiv.
Fra sin startposition som nummer to lykkedes det nemlig nordsjællænderen at gå i front fra starten af løbet, undgå den tumult, der altid er, og så ellers trække fra hele det øvrige felt, hvor de næstbedste – veteranen Bjarne Kragelund og Morten Troelsen – først så ham igen på sejrsskamlen. To forhold gjorde dog Christoffer Østerbys march mod løbssejren og sølvet i serien lettere. For det første havde han valgt de rette dæk og det rette dæktryk til løbet, der fandt sted på en våd racerbane. For det andet undgik han at blive involveret i en startkollision, som kunne være blevet kostbar.
Bag ham i startrækkefølgen holdt Christian Ree, Vedbæk, der fik den bedste start, men under accelerationen på vej ned mod første sving blev han ramt af Anders Fjordbach, Aalborg, så han måtte udgå. Kort og godt var der tale om en situation med for lidt plads til for mange racerbiler, og det kunne lige så godt være gået ud over Christoffer Østerby.
Hans værste rival til sølvet var som sagt Thomas Faraas, og det så nordmanden også ud til at være på løbets første omgang, hvor han skyggede danskeren. Men så begyndte Thomas Faraas at gå bagud af dansen med en bil, der tydeligvis ikke havde den rette indstilling til baneforholdene. Han endte derfor på en skuffende niendeplads.
Skuffet var Anders Fjordbach også. Han blev nemlig udelukket for gentagne påkørsler, og en af dem, det gik ud over, var Dennis Elgaard, der efter en rulletur under lørdagens tidtagning var startet et godt stykke nede i rækkerne. Løbet blev meget yoyoagtigt, for snart var Dennis Elgaard langt fremme, snart var han langt tilbage. Han endte dog på en sjetteplads lige efter to af løbets positive overraskelser, Steffen Rothschild, Norge, og Sebastian Vibe, Charlottenlund.
Slutstillingen i Volkswagen Polo Cup:
|
Plac. | Kører | | Point |
|
1. | Dennis Elgaard | Farsø | 97 |
2. | Christoffer Østerby | Virum | 85 |
3. | Thomas Faraas | Norge | 69 |
|
4. | Jan Seerup | Greve Strand | 52 |
5. | Anders Fjordbach | Aalborg | 46 |
6. | Jens Enemark | Kruså | 40 |
|
| Preben Møller | Havndal | 40 |
8. | Kasper Bording | Randers | 33 |
9. | Morten Troelsen | Danmark | 25 |
|
10. | Kenny Bremerstent | Kolding | 22 |
| Peter Göbel | Tyskland | 22 |
12. | Brian Mikkelsen | Vejle | 20 |
|
13. | Steffen Rothschild | Norge | 19 |
14. | Bjarne Kragelund | Silkeborg | 17 |
| Thue Kristensen | Viborg | 17 |
|
16. | Christian Ree | Vedbæk | 14 |
17. | Kennie Frydkjær | Fredensborg | 13 |
| Rasmus Klarskov | Kalundborg | 13 |
|
| Henrik Larsen | Gudbjerg | 13 |
20. | Sebastian Vibe | Charlottenlund | 11 |
| Tom Kisbye | Danmark | 11 |
|
22. | Klaus Ellmies | Åbenrå | 9 |
| Jens Ole Mathiesen | Grindsted | 9 |
| Anders Byriel | Randers | 9 |
|
| Jesper Laugesen | Århus | 9 |
26. | Jørgen Klausen | Haslev | 7 |
27. | Peter Göbel | Tyskland | 6 |
|
| Lars Erik Jensen | Skanderborg | 6 |
29. | Ruben Padkjær | Egtved | 5 |
30. | Pia Bach | Viborg | 4 |
|
31. | Mette V. Rasmussen | Holbæk | 3 |
|
Morten Alstrup Læs mere om: Christoffer ØsterbyDennis ElgaardThomas FaraasJyllandsringen12/10/08 - Jyllandsringen - Polo Cup - DK |