Formel 1   15/10/08

Så er der kun to løb tilbage
- men der er igen tre kandidater til titlen

Optakt til Kinas Grand Prix
Der er to løb tilbage i kampen om VM i Formel 1 2008. Og der er stadig intens spænding i kampen om at blive verdensmester. Samtidig har vi nu fire gange i træk fået serveret seværdige løb, og så er det vel egentlig svært at være utilfreds.

For spændende, det bliver det. Det skal gå meget galt for at VM bliver afgjort på søndag. Efter en sløj indsats af både Hamilton og Massa i Japan, var Massa heldig med to point, efter at Bourdais ikke helt retfærdigt var udnævnt til den skyldige i sammenstødet mellem ham selv og Massa. Dermed er Hamiltons forspring nede på fem point.

Selvfølgelig er det nok at Hamilton slutter på 2. pladsen bag ved Massa begge gange. Men sådan som de to kører er det ikke helt sandsynligt at det slutter på den lidt trivielle måde.

For sandheden er, at de begge kørte godt indtil vi kom frem til, at det var dem der skulle kæmpe om titlen. Så gik det galt for dem. Bevares - Hamilton har været dygtigere end Massa - han har ikke behøvet teamets hjælp til at kaste grus i maskineriet. Massa derimod har været pænt assisteret af det tidligere ufejlbarlige Ferrari team. Hans problem har været, at han ikke er i stand til at kæmpe sig tilbage når det først er gået galt.

Er der nogen af dem der fortjener mesterskabet mere end den anden - nej egentlig ikke. Fortjener de mesterskabet? Måske. For spørgsmålet er, om hvem der ellers skulle fortjene det? For der er ikke andre som har leveret en solid og god præstation gennem hele sæsonen, som fortjener det mere. Hamilton og Massa har været hurtige og vundet mange sejre og har selv kæmpet sig til de pladser de har i dag.

Problemet er bare, at godt nok er der kommet fokus på kørerne, hvor det for få år siden udelukkende var bilerne der afgjorde det hele. Men fokus er nu ikke på hvem af dem der kører bedst, men hvem der laver færrest fejl her i de sidste par løb.

Men de to favoritters manglende evne til at omsætte en tæt VM kamp til gode dueller og sejre, har betydet at der nu igen er tre kandidater til titlen, fordi Robert Kubica nu igen er tæt nok på til at kunne drømme. 12 point har han til de to førende.

Har Robert Kubica så fortjent et verdensmesterskab? Ja! Hvis han vinder det, altså. For hvis han vinder det, bliver det fordi han har kunnet holde hovedet koldt i en situation hvor dem der havde fordelen lod sig presse af sig selv. Hamilton og Massa skal som sådan give Kubica lov til at vinde - det er i al fald deres egen fejl hvis han gør. Og hvis man forstår at udnytte andres fejl, så fortjener man også sejren.

For at drage paralleller til andre sportsgrene, så minder det lidt om da Herfølge blev dansk mester i fodbold. Det var ikke fordi de var gode, men fordi de andre spændte ben for sig selv. Hvis Kubica vinder titlen er det ikke fordi han pludselig er blevet bedre, men fordi de andre ikke har udnyttet de muligheder de havde.

Et verdensmesterskab til Kubica ville gå over i historien som en sjældenhed - det år hvor hverken den bedste kører eller den bedste bil vandt titlen - sidst det skete var 1982 hvor Keke Rosberg med en enkelt sejr og 44 point blev verdensmester.

Resten af feltet er der ikke så meget at sige til. På det her tidspunkt i en sæson er de interessante dem der har noget at vinde. Selvfølgelig er der Fernando Alonso der nu har to sejre i træk og virker ganske afslappet. At han kan snuppe en sejr eller to til, skal man ikke udelukke - han er ganske afslappet og har intet at tabe, og som sådan heller intet at vinde. Det kombineret med erfaringen fra to titler vil gøre ham til en stærk mand her i slutnigen af sæsonen.

Toro Rosso skal man åbenbart heller ikke undervudere alt for meget. De er altid parat til et godt resultat. Og endelig er der den detroniserede mester Kimi Raikkonen, der med en tredieplads i Japan endelig var på podiet igen. Han vil sikkert gerne vinde et par løb til (og som sagt tidligere - Massas chancer i VM, interesserer kun Raikkonen officielt)

Løbet køres på søndag og i øjeblikket er et Formel 1 løb virkelig noget at glæde sig til.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • 19/10/08 - Shanghai - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto