Go Kart   21/11/08

Nye udfordringer til kartingbrødre
Efter en begivenhedsrig og spændende 2008-sæson har kartingbrødrene: Bo og Christian Sørensen afholdt en afsluttende event-dag for kartingteamets suppportere og samarbejdspartnere.

På Køreteknisk Anlæg fik deltagerne lejlighed til at køre go kart, prøve en køretur i Porsche Roadster samt i den ultimative racer: single seateren Formel Ford.


Bo Sørensen ser frem til en ny ”arbejdsplads” i Formel Ford.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- Arrangementet foregik i samarbejde med den rutinerede formel-kører: Jesper Carlsen, forklarer teamchef og far: Erik Sørensen. - Med racingteamet Fukamuni Racing har Jesper Carlsen netop hjemkørt det danske mesterskab 2008 i Formel Ford med Kevin Magnussen. Desuden har sydvestjyden selv stor erfaring fra et DM i 1998 samt talrige single seater-løb i andre klasser i udlandet.


Formel Ford’en giver en ultimativ motorsports-oplevelse med race i lav højde over asfalten.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Bo Sørensen er med i Dansk Automobil Sports (DASU) og Team Danmarks elite-talentudvikling for unge motorsportstalenter. Den unge karting-kører har derfor deltaget i flere træningssamlinger i 2008, og senest har der været afviklet en testkørsel af Formel Ford på Sturup Raceway i det sydlige Sverige.
- Vi har endnu ikke fået endelig tilbagemelding om mulighederne i Formel Ford, fortsætter Erik Sørensen. - Vi sonderer dog seriøst muligheden for at skifte til single seateren allerede fra 2009. Dette var således den gode nyhed ved event-dagen i kartingteamet.


Christian Sørensen satser på en flyvende 2009-sæson i KF3.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Bo Sørensen kan skue tilbage på en flot 2008-sæson i den internationale Karting Formula 2 (KF2). Dette skete med en etter i ranglisteturneringen: Dansk Super Kart. I DM-sammenhæng blev finale-weekenden desværre spoleret ved påkørsel af en dækmarkering, som en konkurrent havde skubbet ud på asfalten:
- Jeg påregner at fortsætte i karting med KF2-klassen, såfremt ambitionerne omkring Formel Ford ikke bliver til en realitet i 2009. Jeg er dog glad for at have mulighed for at trække på Jesper Carlsens store motorsports-erfaring og gode kontaktnet inden for single seaterne.


Christian Sørensens overordnede sigte for 2009 er kvalifikation til EM-finalen i spanske Zuera.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Lillebror Christian Sørensen har haft en fornuftig første års-sæson som rookie i søster-serien: KF3. Slutresultatet blev en flot 5. Plads i DM 2008.
- Jeg har desuden deltaget i det tyske mesterskab i samarbejde med KSM Motorsport, forklarer Christian Sørensen. - Dette kartingteam er stiftet i samarbejde med den mangedobbelte Formel 1-verdensmester: Michael Schumacher, som selv har fået sine første erfaringer på faderens karting-bane i Kerpen.


Bo og Christian Sørensen har flotte ambitioner for 2009 i motorsporten.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

KSM Motorsport stiller store forventninger til Christian Sørensen i 2009. Således var den unge kører senest med helt fremme i arrangementet: Graf Berghe von Trips Memorial in Kerpen. Kun et massesammenstød i finalens første sving forhindrede et topresultat til sydvestjyden.
- I 2009 rykker der mange af de lidt ældre og mere erfarne kørere i KF3 op i KF2, konstaterer Christian Sørensen. - Jeg har derfor gode muligheder for et topresultat i Dansk Super Kart samt forbedring af min 5. plads i DM. Jeg påregner også at fortsætte i det tyske mesterskab, og det langsigtede mål for 2009-sæsonen bliver deltagelse i Europamesterskabet (EM). Dette arrangement foregår i Zuera (Spanien).

Klimaks Racing
Åge Kirketerp Jensen


Læs mere om:
  • Bo Sørensen
  • Christian Sørensen
  • Klimaks Racing Denmark

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk