Dakar Rally   04/01/09

Rallye Dakar: Dag 1
Deltagerne i årets Rallye Dakar lagde ud i højt tempo, da starten gik til den nye sydamerikanske udgave af det berømte eventyr rally, verdens hårdeste motorsportsudfordring. Klokken 5 lørdag morgen startede den første motorcykel fra Buenos Aires og efter 733 kilometer nåede deltagerne frem til målet i Santa Rosa de la Pampa.

Af de 733 kilometer var de 371 regulær hastighedsetape – og der blev kørt stærkt, meget stærkt. Dagens vinder var Nasser Al Attiyah fra Qatar, der samme med sin svenske co-driver, Tina Thörner kørte deres semi fabriks BMW X3 først over målstregen efter bare 2 timer og 36 minutter, det svarer til en gennemsnitsfart på ikke mindre end 142 km/t!

Kampen om topplaceringen var utrolig tæt på den første hastighedsetape, der i længde overgår et helt VM-rally. På andenpladsen kom den bedste af fabrikskørerne, den tidligere dobbelte rally-verdensmester Carlos Sainz fra Spanien. Han kørte sin Volkswagen Race-Touareg ind på 2. pladsen blot 2 minutter og 17 sekunder efter Al Attiyah.


Med ryggen til i blå skjorte tager VW Motorsportsdirektør Kris Nissen imod Carlos Sainz’s co-driver Michel Perin i forbindelse med den ceremonielle start til årets Rallye Dakar i Buenos Aires.
(Foto: Scandinavian Racing Press)

”Undervejs indhentede jeg Stephane Peterhansel,” fortalte Carlos Sainz efter ankomsten til målet. ”Der var så meget støv efter ham og mange af de motorcykelkørere, han havde indhentet, at jeg ikke havde en reel chance for at overhale. Som sådan var placeringen helt tilfredsstillende.”

Mitsubishis Stephane Peterhansel havde selvsagt også sine besværligheder. Ikke med den nye Racing Lancer, som debuterer i Rallye Dakar, men med MC-kørerne. Bilerne i rallyet starter med 3 minutters mellemrum, da Peterhansel havde indhentet motorcyklerne blev han sinket, da Sainz havde indhentet Peterhansel blev han også sinket men Al Attiyah, som startede yderligere 3 minutter efter Sainz, havde ikke de samme problemer. Det var formentlig den væsentligste årsag til, at han kunne vinde prøven i dag.


Mitsubishis 9-dobbelte Dakar vinder, Stephane Peterhansel, debuterer med den nye Racing Lancer og kørte i mål på 5. pladsen på rallyets første dag. På billedet under den ceremonielle parade i Buenos Aires fredag aften.
(Foto: Scandinavian Racing Press)

Hurtigst på den første del af hastighedsprøven var Volkswagens Mark Miller. Han sænkede dog tempoet på den sidste del og lod sig nøje med 4. pladsen efter team-kammeraten Giniel de Villiers. Nr. 5 blev Luc Alphand i en anden Mitsubishi Racing Lancer. Han havde på forhånd besluttet sig for, ikke at presse for meget og havde efter sigende også lidt problemer undervejs med motorkraften, men han var dog kun 4 minutter og 44 sekunder efter Al Attiyah, da etapen var forbi.

Søndag fortsætter deltagerne mod syd. Den samlede etape er på 837 kilometer, men hastighedsetapen er noget kortere end på førstedagen: 237 kilometer i alt. Man lægger ud med hastighedsetapen, som finder sted i et terræn, ikke meget forskelligt fra det, deltagerne har oplevet på rallyets første dag: en god blanding af sand og grus på den berygtede argentinske Pampa. Søndagens mål er i havnebyen Puerto Madryn.

Stillingen i Rallye Dakar d. 3. januar 2009:

1 - Nasser Al Attiyah/Tina Thörner (QAT/SWE), BMW X-Raid, 2t36m15s

2 - Carlos Sainz/Michel Perin (SPA/FRA), Volkswagen Race Touareg 2, +2m17s

3 - Giniel de Villiers/Dirk von Zitzewitz (SAF/GER), Volkswagen Race Touareg 2, +2m40s

4 - Mark Miller/Ralph Pitchford (USA/SAF), Volkswagen Race Touareg 2, +4m21s

5 - Luc Alphand/Gilles Picard (FRA/FRA), Mitsubishi Racing Lancer, +4m44s

6 - Stephane Peterhansel/Jean-Paul Cottret (FRA/FRA), Mitsubishi Racing Lancer, 4m54s

Udsendt af Scandinavian Racing Press i samarbejde med Mitsubishi og Volkswagen

Vivi Siiger og Søren Clauding


Læs mere om:
  • 03/01/09 - Dakar Rally

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk