Diverse   08/01/09

Jan Magnussen jagter sejr nummer 100
Når Jan Magnussen i weekenden den 24.-25. januar stiller til start i 24 timers løbet på Daytona, er han ikke kun på jagt efter en sejr i det klassiske sportsvognsløb og det eftertragtede Rolex Daytona ur. Helt unikt kan Jan Magnussen med en sejr også fejre sin sejr nummer 100 i racerbiler.

Efter 3 VM titler i gokart begyndte Jan Magnussen sin sejrsrække i racerbiler i 1992, hvor han vandt 8 sejre i Formel Ford, heriblandt Formel Ford Festivalen, det uofficielle VM i Formel Ford. Jans karriere fortsatte i formelbiler, hvor bl.a. 14 sejre i det engelske Formel 3 mesterskab i 1994 fortsat er rekord.

I 1997 og -98 havde de imponerende resultater bragt ham en fast plads i Formel 1 og disse to år er de eneste uden sejre for Jan Magnussen, der dog, med en sjetteplads i det canadiske Grand Prix i 1998, som eneste dansker kan glæde sig over at have scoret point i Formel 1.

Efter Formel 1 kastede Jan Magnussen sig over sportsvogne og standardvogne. I USA er Jan Magnussen eneste mand, der har vundet løb i den Amerikanske Le Mans Serie hvert eneste år, siden serien startede i 1999. I alt 22 sejre i den serie, krydret med klassesejre på Le Mans, har bidraget godt på hans vej mod de 100 sejre.

Sideløbende med karrieren i udlandet, har Jan Magnussen aldrig lagt skjul på den glæde, han har ved, at køre i den hjemlige DTC serie og her har i alt 39 sejre også bidraget godt i sejrsstatistikken, der desuden indeholder sejre i bl.a. DTM og Grand-Am.

De mange sejre har også bragt mesterskaber, således har Jan Magnussen mesterskabstitlen fra engelsk Formel 3 i 1994, DTC i 2003 og 2007 samt Den Amerikanske Le Mans Serie i 2007.

”Mit mål, når jeg sætter mig i en racerbil, har altid været, at komme først over stregen, hver eneste gang, men det er faktisk lidt vildt, at tænke sig, at jeg er så tæt på de 100 sejre” fortæller Jan Magnussen om den milepæl, han er tæt på at opnå. ”Når man kigger på nettet i diverse databaser, så er det en meget eksklusiv klub, man kan komme i med 100 sejre. Så vidt jeg kan se, så er der under 15 kørere, der har opnået 100 sejre og her er Michael Schumacher den eneste europæiske kører på listen. Listen skal dog tages med et gran salt, da jeg for eget vedkommende kan se, at ikke alle har fået noteret mine sejre fra tidligt i karrieren, så der kan godt være lidt flere med 100 sejre. Men under alle omstændigheder er det meget få der runder 100 sejre og som oftest er det NASCAR kørere, der kører tæt ved 40 løb om året. Det enest e negative er dog, at hvis jeg sammenholder mine 99 sejre med, at min søn nu er begyndt at køre ræs i formelbiler, så får det mig ikke til at føle mig yngre” slutter 35-årige Jan Magnussen med et grin.


Jan Magnussen kan i 2009 hente karrierens sejr nummer 100.
(Foto: Jan Kaiser)

Bliver det ikke på Daytona, at Jan Magnussen vinder sejr nummer 100, så bliver der masser af chancer i løbet af året i ALMS og DTC.

Næste opgave for Jan Magnussen bliver som nævnt 24 timers løbet på Daytona i Florida, USA i weekenden den 24.-25. januar. Her stiller Jan Magnussen til start i GT klassen for General Motors fabriksteam, Banner Racing, som Magnussen også har kørt for tidligere.
Holdkammerater bliver igen i år Kelly Collins og Paul Edwards og sammen skal de tre forsøge at rette op på tidligere skuffelser, hvor de har ført løbet i nattetimerne, men er blevet involveret i andres uheld.

Jan Magnussens sejre
Formel Ford 8
Formel Vauxhall Lotus 3
Formel 3 14
DTM/ITC 2
ALMS 22
Grand-Am 7
Clio Cup 1
DTC 39
Le Mans 3

Jan Kaiser
JanMagnussen.com
KevinMagnussen.com


Læs mere om:
  • Jan Magnussen

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk