Formel Renault   19/01/09

Marco Sørensen skriver kontrakt med Renault
Formel RenaultDen 18-årige racerkører Marco Sørensen, Ålborg, blev mandag den 19. januar præsenteret som Renault Development Driver. Det skete på Algarve-banen i Portugal i forbindelse afsløringen af Renaults nye Formel 1 racer.
Aftalen er det foreløbige højdepunkt i den unge nordjydes karriere.

Den 18-årige racerkører Marco Sørensen, Ålborg, blev mandag den 19. januar præsenteret som Renault Development Driver. Det skete på Algarve-banen i Portugal i forbindelse afsløringen af Renaults nye Formel 1 racer. Aftalen er det foreløbige højdepunkt i den unge nordjydes karriere. 2008 blev et meget succesrigt år for Marco Sørensen, der fik sit internationale gennembrud via sejre i det britiske Formel Ford mesterskab og det tyske Formel ADAC Masters. På baggrund af dette indstillede Dansk Automobil Sports Union (DASU) ham efterfølgende som kandidat til titlen ”Årets Fund”, hvor det blev til en plads blandt de ti bedste.


Renaults officielle Driver Development Team i 2009 består, foruden Marco Sørensen (midten), af italieneren Davide Valsecchi (til højre - deltager i GP2) og franskmanden Charles Pic (til venstre - GP2 eller World Series).
(Foto: ING Renault F1 Team)

Formel 1-lærling
Indplacering som Renault Development Driver betyder reelt en ”lærlingekontrakt” med et Formel 1 team. Renault har udvalgt den unge dansker blandt snesevis af kandidater og påtager sig ansvaret for hans videre karriere, der gerne skulle kulminere i Formel 1 om nogle år. I 2009 skal Marco Sørensen således stille til start i to internationale Formel Renault mesterskaber, og planen for de næste to år hedder en sæson hver i hhv. World Series by Renault (2010) og GP2 (2011).
- Det er en fantastisk chance for Marco, der nu er i en situation hvor han kan koncentrere sig 100 procent om at køre race uden at skulle bekymre sig om, hvor pengene skal komme fra, siger generalsekretær og sportschef i DASU, Bo Baltzer Nielsen.
- Gør han det godt, vil Renault på et tidspunkt automatisk give ham chancen i en af teamets F1-biler, som man tidligere har gjort med bl.a. finske Heikki Kovalainen og teamets nuværende andenkører Nelson Piquet Jr. (Brasilien).


Den unge nordjyde Marco Sørensen (midterste række til højre) er kommet i godt selskab hos Renault. Her er han ved præsentationen sammen med (bagerst fra venstre): Den dobbelte F1 verdensmester Fernando Alonso, teamchef Flavio Briatore og F1 kører Nelson Piquet Jr. I midten til venstre er det Romain Grosjean, officiel F1 testkører. Forrest er det Davide Valsecchi (tv.) og Charles Pic, der sammen med Marco Sørensen udgør Renaults officielle Driver Development Team 2009.
(Foto: ING Renault F1 Team)

Kun en gang tidligere har en dansker fundet vej til en udviklingskontrakt med et Formel 1 hold. Det var i 1995, hvor Jan Magnussen underskrev en lignende aftale med McLaren.

Træningslejr med Alonso
Stjerne hos Renault er den dobbelte verdensmester Fernando Alonso. Marco Sørensen får muligheden for at lære den spanske superstjerne at kende, når hele Renault-teamet medio februar drager i en flere uger lang træningslejr, der skal gøre kørerne klar til den kommende sæsons strabadser.
Renaults officielle Driver Development Team i 2009 består, foruden Marco Sørensen, af italieneren Davide Valsecchi (deltager i GP2) og franskmanden Charles Pic (GP2 eller World Series).
En anden franskmand, Romain Grosjean, er Formel 1 teamets officielle reservekører.


Aftalen med Marco Sørensen (midt i trioen bagerst) blev offentliggjort samtidig med, at Renault løftede sløret for 2009-versionen af F1 raceren.
(Foto: ING Renault F1 Team)

Personlig management-kontrakt med Flavio Briatore Kontrakten med Renault gælder i ti år, men som en yderligere cadeau til Marco Sørensen har han også indgået en personlig management-aftale med den indflydelsesrige teamchef hos Renault, Flavio Briatore. Briatore har gennem tiderne formået at føre kørere som Fernando Alonso, Mark Webber, Jarno Trulli og Giancarlo Fisichella til tops i motorsporten

Første løb for Renault bliver på hollandske Zandvoort i april, hvor Marco Sørensen i øvrigt får konkurrence fra to andre danske talenter, nemlig Johan Jokinen og Kevin Magnussen.
Sæsonen byder på i alt 28 løb, fordelt på 14 løbsweekender.

DASU


Læs mere om:
  • Marco L. Sørensen

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport