ADAC GT Masters   14/04/09

Christoffer Nygaard i top 5
- i sin sportsvognsdebut
Den unge danske racerkører kæmpede med om podieplaceringerne i første afdeling af det tyske mesterskab for sportvogne og målsætningen blev opfyldt, da Christoffer Nygaard i påsken fik sin debut i den tyske ADAC GT Master-serie. På Oschersleben-banen mellem Hannover og Berlin opnåede han sammen med sin teamkammerat Walter Lechner jr. en femte- og en fjerdeplads i de to timelange løb bag rattet af Fischer Racings Ford GT.

”Inden weekenden sagde jeg, at jeg gerne ville slutte i top 10. Nu er vi to gange endt i top 5, og hvis vi ikke havde dummet os, så var vi endt på podiet, så jeg kan ikke være ikke utilfreds,” siger den unge racerkører fra Lyngby. ”Det fungerer godt mellem mig og Walter, der er nogle småfejl, som ødelægger det store billede. Vi laver strategien lidt om til næste gang, for vi har lært noget, og så håber vi, at det klapper. Men alt i alt kan jeg ikke være andet end tilfreds med min debut, men jeg ville godt have haft en blikskål med hjem…”


Christoffer Nygaard opnåede to top 5-placeringer i sæsonstarten.
(Foto: ADAC GT Masters)

Gennem hele weekenden var Christoffer Nygaard og Walter Lechner jr. konkurrencedygtige. Således var de på intet tidspunkt udenfor top 5 i feltet.

”Til det første løb var det mig, der skulle kvalificere bilen, og jeg fik os kvalificeret os som femmer. Jeg havde længe været på pole position, men til sidst blev vi skubbet ned på femtepladsen,” forklarer Christoffer Nygaard, som også skulle starte i bilen.

”Jeg fik en OK start, hvor jeg kom ud af første sving som firer. Efter to omgange udgår en Lamborghini foran mig, og så er jeg treer med to sekunders forspring til Michael Outzen. Men da jeg kom i pit, fik jeg desværre ikke trykket på stopuret, så da vi ikke var helt sikre på, hvor længe, vi havde været inde, valgte teamet at holde bilen lidt længere for ikke at få en straf. Det betød så, at Walter kunne køre hjem på en femteplads.”

Til løbet påskemandag havde mandskabet fået startposition som nummer tre efter Luca Ludwig, der er søn af den tidligere DTM-mester Klaus Ludwig, og Franck Kechele, der har kørt løb i Danmark. Sidstnævnte sad bag rattet af den Lamborghini Gallardo, som gennem løbet fik megen fokus af Christoffer Nygaard og hans makker.

”Walter kørte i pit før Lamborghinien,” fortæller Christoffer Nygaard. ”Vi havde lidt problemer med pitstoppet, så vi tabte lidt tid. Jeg kom ud på en femteplads og begyndte at køre mig op til Lamborghinien lå foran, men Forden har altså meget power, og da jeg ramte en curb, sagde det bare wupti. Så måtte jeg vende rundt. På det tidspunkt manglede der tyve minutter, og jeg havde nærmest tabt en hel langside til Lambourghinien, men da vi krydsede målstregen, var vi mindre end to sekunder efter den.”

Slutfacitet blev en fjerde- og en femteplads og en sammenlagt position i ADAC GT Masters som nummer tre – en placering, han og Walter Lechner jr. deler sammen med Michael Outzen og dennes makker, Henri Moser.

”Målt på tiderne var vi godt med, og bilen kørte bare super. Hvis tingene havde klappet, skulle vi være blevet toer i dag, men det kan man ikke bruge til det noget. Men vi ved, at vi er godt med i forhold til de andre,” slår Christoffer Nygaard fast.

Næste gang den unge danske racerkører skal i aktion bliver i første weekend af maj, hvor han deltager i første afdeling af det europæiske mesterskab for GT3-sportsvogne på Silverstone.

ChristofferNygaard.dk


Læs mere om:
  • Christoffer Nygaard
  • Walter Lechner Jr.
  • Fischer Racing
  • Oschersleben

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport