F1800 FFB   24/04/09

Tåget sæsonpremiere i udenlandsk Formel Ford
Racing engineer-studenten: Nils K. Vestergaard fra Fyn kører i single seateren: Formel Ford som ekstra krydderi på studierne, som foregår med udgangspunkt fra Oxford i England. Racingteam Vestergaard tog derfor hul på den tredje sæson som danske ambassadører i den stærktbesatte Formula Ford Benelux-serie (FFB), og her foregik premieren på den 4.200 m. lange grand prix-bane, som ligger i udkanten af badebyen Zandvoort i det vestlige Holland.

- Rundstrækningen ligger i klitterne kun et lille stenkast fra Nordsøen, forklarer Nils K. Vestergaard. - Vestenvinden bevirker derfor ofte et tyndt lag sand på asfalten, hvilket gør det svært at finde den optimale indjustering af undervognen. Ved premiereløbet blev de to mesterskabsheat derimod afviklet i tåge, hvilket var en forandring i forhold til sæsonstarten 2008, hvor der både lå sne på banen og samtidig var det djævlekoldt.


Nils K. Vestergaard har fået god fart i sin Formel Ford-racer.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- Desværre havde vi ikke haft mulighed for at smugtræne på Zandvoort med de nye forbedringer af raceren, supplerer teamchef Gert Vestergaard. - Inden FFB-premieren fik Formel Ford-feltet dog en enkelt dag med fri træning. I dagens sidste træningspas ramte vi heldigvis nogle fornuftige omgangstider, hvilket styrkede selvtilliden til selve kvalifikationen.

Under kvalifikationsrunden levede Nils K. Vestergaard op til forventningerne, og udenlands-fynboen lå i lang tid til en startplacering som toer til de to premiereheats.

- I allersidste øjeblik blev jeg skubbet ned som treer på startgridden, fortsætter Nils K. Vestergaard. - Seks hundrededele sekunder kørte Melroy Heemskerk hurtigere end mig, hvilket svarer til 2 meters forskel på en baneomgang. Jeg var dog godt tilfreds med startplaceringen i TOP TRE, som lovede godt for resten af løbsweekenden.


Som optakt til FFB-sæsonen har Nils K. Vestergaard fjernet 10 kilo af kampvægten.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

I det første premiereheat var konkurrenceheldet ikke helt med Nils K. Vestergaard. I første sving blev en konkurrent formentlig grebet af forårskådhed, hvilket resulterede i en forsinket bremsning samt et skub til bagenden på danskerens single seater:
- Jeg var i fuld gang med et forsvar af min startplacering som treer. Jeg lukkede derfor af for angriberne bagfra ved at køre tæt på banekanten. Det var derfor en speciel oplevelse lige pludselig være på vej som en raket direkte ud i sikkerhedssandet på svingets yderside. Heldigvis havde jeg dog så meget fart på, at jeg fik kæmpet mig tilbage på det hårde underlag igen.

Nils K. Vestergaard indledte en jagt på FFB-feltet for at hjemkøre dyrebare placeringspoints, hvor andre kørere måske havde valgt at køre i pitten for at spare på dækkene til det næste mesterskabsheat. Slutresultatet blev en nier:
- Jeg håbede også lidt på en safety car-periode, hvor feltet uvilkårligt blev tættere samlet. Løbsledelsen havde desværre overskredet tidsplanen drastisk, og ønskede derfor ikke yderligere forsinkelse af afviklingen.


Til trods for manglende konkurrenceheld ligger Nils K. Vestergaard på en samlet femteplads i FFB-serien 2009.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

I det andet FFB-premiereheat valgte Nils K. Vestergaard en satsning på højt dæktryk:
- Vi havde en fornemmelse af, at banetemperaturen fortsat var lav i tågen. Det holdt desværre ikke vand, og jeg fik derfor kun strategisk fordel af satsningen på de første baneomgange. Til gengæld prøvede jeg for første gang at være i front for FFB-feltet, men faldt senere tilbage på femtepladsen. Jeg kæmpede mig dog tilbage til en slutplacering som firer.

I FFB-mesterskabet ligger Nils K. Vestergaard på en samlet femteplads efter premieren på Zandvoort.

- Vi valgte at udskyde debuten for vores nye konkurrencemotor, afslutter Gert Vestergaard. - Vi har dog stor tillid til, at dette bliver en afgørende konkurrencefordel ved den næste løbsweekend i Formula Ford Benelux-serien.


Nils K. Vestergaard var hurtig under kvalifikations-tidtagningen, hvor udenlandsfynboen var tæt på en startplacering som toer på Zandvoort.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Den udenlandske og danske FF-satsning foretager Racingteam Vestergaard i samarbejde med oliefimaet Gulf.

Racingteam Vestergaard


Læs mere om:
  • Nils K. Vestergaard
  • Zandvoort

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk